Tilfjelds under Granelien
er der et aabent Bakkeheld,
der slynger sig Sæterstien,
der styrter det skummende Fossevæld.
Luften er skinnende, blaalig hvid;
det er Midsommersol og Middagstid.

De tindrende Straaler spille
paa Elven under den mørke Bred,
og Skumtaagen svæver stille,
hvor Fossen haster i Dybet ned.
Der vandrer Elven en lønlig Vei,
selv Midsommersolen kjender den ei.

Men Skraaningen under Fjeldet
er svøbt i den gyldne Straaleflod;
se, Granen paa Bakkeheldet
har skinnende Top og skygget Fod.
Ved Stien zitrer med Sølverblink
den blomstrende Lyng, den mosede Brink.

Hvor ensom og taus er Kleven!
der er intet Spor i den gyldne Sand;
den fattige Plet er bleven
et lille glimrende Fabelland.
Forstyr ei den dybe drømmende Fred,
lad Skoven skygge dit higende Fjed.