Et Sagn nu mig drages til Minde:
En Dame ved Harpen sad,
De hvide Fingre lod rinde
Igjennem Strengenes Rad.
De svulmende Toner hun bøied'
Sammen til Enhedsklang,
Og kunstrigt dem slynged' og føied'
Til sin bevægede Sang.

Den trofaste Ridder stille
Ved hendes Fødder laae,
Og hørte Tonerne trille
Og kunde dem bedst forstaae.
De klaged', de jubled' jo alle
Om Kjærligheds Sorg og Lyst,
Han følte dem sammenfalde
Dybt i sit eget Bryst.

Det var i Afskedsstunden
De sade tilsammen saa:
Naar Morgenen var oprunden
Han maatte i Langfærd gaae.
"Og hør, Du Hjertenskjære!
Mit Ord Du mærke nu paa:
Jeg veed, at min Sjæl maa være
Hvor Du monne Harpen slaae.

Naar jeg da med mine Svende
Er langt i fremmede Land,
Har Du et Middel i Hænde
Hvormed Du mig kalde kan:
Thi hvergang Harpen Du rører
Og tænker herved paa mig:
De elskte Toner jeg hører
Og sender min Hu til Dig.

Selv midt gjennem Kampens Larmen
De Toner fornemme jeg vil;
Thi de komme inde fra Barmen
Og de ere Sjælens Spil.
Ja, selv om Døden os skiller,
Er det dog ikke forbi: --
Da hører jeg, naar Du spiller --
Da vorder min Aand just fri.

Da kan den tankelet følge
Din Harpes kaldende Røst
Gjennem Luft, over Land, over Bølge
Til Dig, at bringe Dig Trøst,
At dæmpe din vilde Klage,
At svæve om Dig med Fred --
Indtil vi sammen kan drage
Til den evige Kjærligheds Sted."

Bort drog Han, og Hun sad ene
Tilbage i Hjemmets Hal.
Hvor gik de Timer saa sene,
Hvor endeløst var deres Tal!
Det eneste, Tomheden kvalte,
Var naar hun Harpen slog;
Da syntes hun, at hun talte
Med ham i Tonernes Sprog.

En Dag, mod Aftenrøde,
Hun havde just Harpen rørt:
Den sidste Akkord hendøde
Paa Aftenvinden bortført. --
I Hallen blev stille længe --
Da -- skjønt hendes Haand nedhang --
Der foer over Harpens Strenge
En sær, en bævende Klang.

Den lød som høieste Smerte
Sammen med høieste Lyst, --
Den skar hende gjennem Hjerte
Og fyldte dog hendes Bryst.
Fra denne Time hun lagde
Sorgens Slør om sit Haar:
"Jeg veed, han er død," hun sagde,
"Og snart jeg efter ham gaaer."

Det gjorde ingen Forandring
Da Budet virkelig kom,
At han var død paa sin Vandring:
Hun sagde: "Jeg vidste min Dom."
Hun hensad taalmodig, stille
Med bøiet Hoved, og stum: --
Ret som hun lytte vidle
Til Stemmer fra tomme Rum.

Hver Kveld hun pleied' dog hæve
Sit Hoved, og Øiet fik Ild:
Da lod hun Strengene bæve
Og nynned' sagte dertil.
Da fyldtes Rummet om hende
Som med et lysende Skjær --
Da var det, hun kunde kjende
Sig ham i Tonerne nær.

Engang, det vared ei længe,
Man hende bøiet fandt
Over de elskede Strenge,
Uden Liv, mens Klangen svandt.
Hendes Sjæl havde Flugten taget
Med Hans, fra det Jordiskes Bred!
Paa Toner de sammen var draget
Til den evige Kjærligheds Sted.