Jeg stod på dækket og jeg så
højt over hav din stejle kyst
med nøgne skjær og holmer grå,
hvor mågen flagrer tyst.
Hvi røres nu med ét mit sind?
Hvi ruller langsomt over kind
en tåre varm og lind?

Jeg kommer fra et solskinsland,
hvor guldorangen dufter sød.
Nu lar en fattig tågestrand
mig glemme sydens glød.
å, Norge, hvor du er mig kjær!
netop med disse nøgne skjær!
min barndoms jo de er.

Å, tag mig i din stærke favn
og sig mig, at du er min mor!
Din søn, jeg altid var,
dit navn jeg priste, hvor jeg for.
Ja, lær mig klang, som dette hav,
at jeg kan synge du dit krav,
din skald bli til min grav!