Norge - Fem Digte af John Paulsen , opus 58

Jeg stod på dækket og jeg så
højt over hav din stejle kyst
med nøgne skjær og holmer grå,
hvor mågen flagrer tyst.
Hvi røres nu med ét mit sind?
Hvi ruller langsomt over kind
en tåre varm og lind?

Jeg kommer fra et solskinsland,
hvor guldorangen dufter sød.
Nu lar en fattig tågestrand
mig glemme sydens glød.
å, Norge, hvor du er mig kjær!
netop med disse nøgne skjær!
min barndoms jo de er.

Å, tag mig i din stærke favn
og sig mig, at du er min mor!
Din søn, jeg altid var,
dit navn jeg priste, hvor jeg for.
Ja, lær mig klang, som dette hav,
at jeg kan synge du dit krav,
din skald bli til min grav!

Du er min mor, jeg elsker dig,
dermed er alting sagt!
Du fødte mig, du plejed mig,
holdt om min barndom vagt.

Vandrer jeg i Graneskogens Stille,
hører Løvets Sus, det tungsindsmilde,
Bjældeklangen som en Vemodstrille
lyde dæmpet over Tjernets Vand,
-- da et Suk i Stilheden jeg fanger:
Skogen sørger for sin tabte Sanger,
Norges Skytsaand, Henrik Vergeland!

 ... 

Stolte Billed paa vort Vaarlivs Sage,
Bolde Kjæmper i de onde Dage,
du, hvis stærke Skuldre uden Klage
tog vor Byrde og til Død holdt Stand!
Skjønne Morgengry, du signet være!
Hjertet svulmer ved dit Livsdigts Ære,
Norges Skytsaand, Henrik Vergeland!

Det dufted af Gran og det ljomed fra Fjeld.
Paa Sætren sad Borghild saa ensom en Kvæld.
Hun saa just i Drømme en dandsende Rad;
men saa kom Turisten, saa brun og saa glad:
"Hei du, kan du vise mig Veien?"

Hun gav ham Beskjed; men han stirrede kun
paa hende og glemte sit Maal for sit Fund.
"Det Fagreste er du, jeg fandt paa min Sti!
Jeg orker ei længer; ikvæld maa jeg bli!
Imorgen du vise mig Veien!"

 ... 

Han rejste ved Gry. Hun stod angstfuld igjen
og stirred ham efter, den flygtige Ven.
Mon atter han kom? Aa, han loved saa smukt!
Nu svinger han Hatten, nu Grinden er lukt,
-- men hun staar alene paa Veien.

Nu vist det våres i Norges dale,
nu kukker gjøgen fra skogens sale,
og hæggen dufter udover hej,
men jeg, mit Norge, går langt fra dig!

Der er en gård ved det blanke tjernet,
med skog omkring og med fjeld i fjernet,
den gamle gården jeg altid ser,
og birkeskogen mod mig ler.

Hvad gav jeg ej, om end under birken
jeg nu fik ligge og se mod kirken
og se mod himlen og bræens tind!
å, Norge, aldrig du går af sind!

I min drømme jeg hører luren
og bjeldeklangen og fosseduren
og da jeg vågner med grådfuldt blik.
å, Norge, at jeg ifra dig gik!

Jeg ser en jente ved kirkeledet,
med sorh i øje, med bog i klædet.
Det blyge øje jeg kjender godt;
å, Norge, hvad har jeg dog forsmåt!