Du yndige Rose, hvi blomstrer du nu?
Tænker du, det endnu er Sommer?
Føler dn da ei, at med Mørke og Gru
Høsten, den Vældige, kommer?
Jeg veed vel, det er ei den rigtige Tid —
For sent har jeg udfoldet mit Bæger,
Men endnu smiler Solen dog varmende, blid,
Og Dugdraaben endnu mig kvæger. 

Det nytter dig1 lidet, du aabner med Duft
De blegrøde, fine Hjerteblade
Naar Døden alt aander i hostlige Luft,
Og alle Fugle Lunden forlade.

Just derfor maa jeg dvæle, just derfor jeg maa
Sødt dufte her paa høstlige Grene:
Naar alle muntre Fugle af Lunden vil gaae,
Kan jeg dog ei lade den ene.

Men veed du da og, du Rose saa spæd,
At Høstkulden dræber i Lunden ?
Jeg tager dig før til min Elskede med —
Hos hende er Sommeren bunden.

Ak, eier hun Somren, da er hun jo rig
Og tusinde Blomster hende hylde —
Men Alfen i Lunden, den eier kun mig
Igjen af al Sommerens Fylde.

Thi lad mig kun sidde paa ensomme Kvist
Og dufte og drømme om Sommer,
Til Blad efter Blad jeg affalder tilsidst
Og Døden med Høstkulden kommer.