Fire sanger

I Sønner af Fjeldet, af Sjøen den blaa,
      I Sønner af Skogen den dunkle!
O kjære mit Norge, du Kjæmpe skjøndt graa!
      vaagn op, og lad Øxerne funkle!

Vaagn op! Thi de kommer, De kommer fra Øst,
      Titusinde vel eller Flere.
Men bag dem er Sjøer med bævrende Kyst,
      og Normænd her foran dem ere.

Skal Norge ophøre at være det fri?
      Hvert Blik mod en Fiende brænde!
Hver Ryg mod et Træ! Var der Tusinde ti,
      deres Dødsstøn skal Aasen gjensende.

Os Fædrene mætted i Ansigtets Sved,
      og Alle vi died en Qvinde:
kring hende, kring Gubben paa Otti da Fred!
      og fjernt fra hans Stue hver Fiende!

Fra Fjeldene ned! op fra Sjøen den blaa!
      og ud ifra Skogen den dunkle!
O kjære mit Norge, du Kjæmpe skjøndt graa!
      vaagn op og lad Øxerne funkle!

Opvaagner, I Nordmænd! Som Stormen fra Fjeld,
      nedstyrter paa tætte Geleder,
med Hjerter for Norriges Hæder og Held
      og Død i hvert Slag ifra Eder!

Skjønne, sjunkne Fredriksborg,
før vor Glæde, nu vor Sorg, —
kunde Danmarks Taarer slukke,
skulde atter frem Du dukke,
skjønne, sjunkne Fredriksborg!

Kongen, han er husvild nu;
stakkels Konge, husvild Du,
Du som gav vor Frihed Taarne,
som gav Hus for Folkets Kaarne,
stakkels Konge, husvild Du!

Danmarks Stolthed lagt i Grus,
Danmarks bedste gamle Hus;
Gud lad ingen Røverflamme
Folkets egen Arne ramme,
lægge Danmark selv i Grus!

Hvor herligt er et Aftenlag
med Viddets Blus og Sangens Toner!
Men herligst, naar en dygtig Dag,
et flittigt Forskerværk det kroner;
og den var aldrig ret Student,
som ej lidt Granskerfryd har kjendt,
og ej som Værnepligtig tjent
i Spydgudindens Legioner.

Det er en Fryd, i fredet Skjul
de gamle Guder end at dyrke,
og lære af Athenes Fugl
den gode Kunst, at see i Mørke;
og spørge ret af Hjertens Lyst,
og fange Svar af Fortids Røst,
og lade Stemmen i vort Bryst
Vor stille Dommergjerning styrke.

Men, hugged Du i Sprogets Ur
for Ordets ægte Malm at vinde;
og, var den mægtige Natur
din tause Higens Elskerinde;
og, var paa Fortids Sagn Du klog,
og gransked Du i Bøgers Bog:
De mange Veje mødes dog
for samme Sandheds Tempeltinde.

Ja der, i tusind Søjlers Krans
staar Altret med de hvide Flammer,
som fik af Julestjernen Glans
og Præster blandt Alverdens Stammer,
og Ved fra Kundskabstræets Green,
og Slægters Kraft paa Offersteen, —
der vil vi hente Hver og Een
En Gnist til Lampen i vort Kammer.

Du yndige Rose, hvi blomstrer du nu?
Tænker du, det endnu er Sommer?
Føler dn da ei, at med Mørke og Gru
Høsten, den Vældige, kommer?
Jeg veed vel, det er ei den rigtige Tid —
For sent har jeg udfoldet mit Bæger,
Men endnu smiler Solen dog varmende, blid,
Og Dugdraaben endnu mig kvæger. 

Det nytter dig1 lidet, du aabner med Duft
De blegrøde, fine Hjerteblade
Naar Døden alt aander i hostlige Luft,
Og alle Fugle Lunden forlade.

Just derfor maa jeg dvæle, just derfor jeg maa
Sødt dufte her paa høstlige Grene:
Naar alle muntre Fugle af Lunden vil gaae,
Kan jeg dog ei lade den ene.

Men veed du da og, du Rose saa spæd,
At Høstkulden dræber i Lunden ?
Jeg tager dig før til min Elskede med —
Hos hende er Sommeren bunden.

Ak, eier hun Somren, da er hun jo rig
Og tusinde Blomster hende hylde —
Men Alfen i Lunden, den eier kun mig
Igjen af al Sommerens Fylde.

Thi lad mig kun sidde paa ensomme Kvist
Og dufte og drømme om Sommer,
Til Blad efter Blad jeg affalder tilsidst
Og Døden med Høstkulden kommer.