Nu er Vintrens kolde Tid,
          Kort og mørk og trist er Dagen,
          Stormen Vingen slaaer med Bragen,
          Sneen ligger som et Lagen
          Over Marken tæt og hvid.
          O, men mindes du den Tid,
          Hvori Træet Knoppen sætter,
          Hvori Blomsten Engen spætter,
          Varme Dage, lyse Nætter,
          Med en Sommerluft saa blid!

          See, hvor her bag Væg og Muur,
          Sluttet ind af Staaltraadstænger,
          Fuglen nu saa stille hænger:
          Ak, den synger ikke længer,
          Stakkels Fange, sat i Buur!
          Husk dens Toners Mol og Dur,
          Da den sang for os i Skoven,
          Da i Bølgeslag som Voven
          Den kom flyvende fra Oven,
          Friheds Barn i fri Natur!

          Ak, hvor rig er Tidens Høst!
          Mine Haar som Sølv nu skinne,
          Du er nu en gammel Qvinde.
          Og vi leve af vort Minde
          Halv med Sorg og halv med Trøst.
          Dog den Tid er end min Lyst,
          Da i Løb jeg vandt fra Hinden,
          Da du Rosen bar paa Kinden,
          Da din Lok den flød som Vinden
          Om dit hvide Svanebryst.

          Gyldne Dage, som foer hen!
          Som, af Graven vakt’ ved Klage,
          Lig et Sørgechor nu drage
          Med den fordums Krands tilbage
          Til jer gamle, glemte Ven:
          For mit Øie stil Jer hen!
          Seer mit Blik Jer dog saa gjerne!
          Eders Liv er som en Stjerne,
          Dagens Straaler Eder fjerne,
          Natten kalder Jer igjen.