6 Sange for en dybere Stemme

Farvel! min Fødestrand snart heelt fra mig er skilt
 . . . . . . . . . .

— The rest of this text is not
currently in the database but will be
added as soon as we obtain it. —

Jeg er træt og går til ro,
lukker mine øjne to. 
Fader, se med kærlighed
til mit ringe leje ned. 

Har i dag jeg, kære Gud,
syndet imod dine bud,
vær mig nådig, vær mig god,
slet det ud for Jesu blod. 

Se, o Herre, til os ind,
os, som har det samme sind,
sæt, o Gud, din englehær
om al verden fjern og nær. 

Stå de syge hjerter bi,
luk de trætte øjne i,
giv os alle fred og ro
i vor Herres Jesu tro.

Rinda min Brud, allerkjæreste min,
dejlig og fin,
lærer dig Natten at grue?
Sidder du hisset og tænker paa Skalk,
klapper med snehvide Hænder hans Falk,
løfter hans Sværd og hans Bue?

Danskerne sejrede, Venderne faldt,
Drotten er kvalt!
Glemt er nu Heltens Bedrifter.
Sloen skal finde ham blodig Paa Sten,
Maanen skal se, hvor han hænger paa gren,
Gysende fra sine rifter.

Andet det var, da jeg Brylluppets Nat
Favned min Skat,
Nu skal mig Døden omfavne.
Schwantevit, Provo! Foragtede Gud!
Slaverne lystre nu Gothernes Bud.
Odin har sendt sine Ravme.

Maanen sig sniger ad natlige Sti.
Var det forbi!
Kvalen ej ængster den Døde.
Hævner, I Vender, paa Gothen min Spot!
Afbrænder Skoven, hvor Skalk, Eders Drot,
Slagtes til Ulvenes føde.

Det klapred over det nærmeste Tag
 . . . . . . . . . .

— The rest of this text is not
currently in the database but will be
added as soon as we obtain it. —

          Nu er Vintrens kolde Tid,
          Kort og mørk og trist er Dagen,
          Stormen Vingen slaaer med Bragen,
          Sneen ligger som et Lagen
          Over Marken tæt og hvid.
          O, men mindes du den Tid,
          Hvori Træet Knoppen sætter,
          Hvori Blomsten Engen spætter,
          Varme Dage, lyse Nætter,
          Med en Sommerluft saa blid!

          See, hvor her bag Væg og Muur,
          Sluttet ind af Staaltraadstænger,
          Fuglen nu saa stille hænger:
          Ak, den synger ikke længer,
          Stakkels Fange, sat i Buur!
          Husk dens Toners Mol og Dur,
          Da den sang for os i Skoven,
          Da i Bølgeslag som Voven
          Den kom flyvende fra Oven,
          Friheds Barn i fri Natur!

          Ak, hvor rig er Tidens Høst!
          Mine Haar som Sølv nu skinne,
          Du er nu en gammel Qvinde.
          Og vi leve af vort Minde
          Halv med Sorg og halv med Trøst.
          Dog den Tid er end min Lyst,
          Da i Løb jeg vandt fra Hinden,
          Da du Rosen bar paa Kinden,
          Da din Lok den flød som Vinden
          Om dit hvide Svanebryst.

          Gyldne Dage, som foer hen!
          Som, af Graven vakt’ ved Klage,
          Lig et Sørgechor nu drage
          Med den fordums Krands tilbage
          Til jer gamle, glemte Ven:
          For mit Øie stil Jer hen!
          Seer mit Blik Jer dog saa gjerne!
          Eders Liv er som en Stjerne,
          Dagens Straaler Eder fjerne,
          Natten kalder Jer igjen.

Visselulle, nu barnlil!
Sov nu sødt og sov nu længe!
Skønt din vugge stander stil,
uden dun og uden gænge.

Hører du den dumpe storm
sukke ved hvad jeg forliste?
Mærker du den sultne orm
pikke på din fyrrekiste?

Sov, barnlille! ved min sang
intet skal din glæde mangle.
Hører du den muntre klang,
hist i tårnet af din rangle?

Nattergalen nærmer sig.
Fryder dig dens blide klukke?
Du har ofte vugget mig,
nu skal jeg dig atter vugge!

Hvis dit hjerte ej er sten
mærk, min idræt, moder kære!
Her af denne hyldegren
skal jeg dig en fløjte skære.

Ved dens toner fryd dit sind!
Hvor den klager svagt og ene,
som en vildsom nattevind
i de våde vintergrene.

Ak! nu må jeg fra dig gå
der er koldt i dine arme,
og jeg ejer ingen vrå,
hvor jeg mig igen kan varme.

Visselulle da, barnlil!
Sov nu sødt og sov nu længe!
skønt din vugger stander stil,
uden dun og uden gænge.