Natten var mild og kær,
stille og dunkel,
skjult var bag skyen hver
stjernes karfunkel.
Vi var så ene!
Lindenes grene
sagteligt svæved vort vindve forbi –
alt var en sød melodi, alt var en sød melodi,
alt var en sød melodi.

Vi var så ene med
os og vort hjerte;
urørt forbi os gled
mindet om smerte,
mindet om storme;
nagende orme
glemselindhylled’ i dvale jo lå –
der var kun et, som vi så.

Smeltet til ét var jo
livsfyldens kærter,
ét vare begge to
bævende hjerter;
fletted’ som ranker
et vore tanker;
ét var vor himmel, vor tro og vort håb,
ét, som vor kærligheds dåb.

Drømmende vugged vi
som over havet,
vækkende sukket, i
længsel begravet;
hilste vor stjerne,
som fra den fjerne
evighed havde formælet vort navn, –
salige, favn udi favn!