De wa ve helmestier Mari hun skul astej;
hun had hin tøw i hånen, vil te å go hin vej.
Hun had no tint en sommer i Palli Kræstens goer;
hun kam dædid mæ suolen, hun wa kun sejsten oer.

Den ti hun war et bette båen, hin fåer å muer wa dø,
å da hun så bløw støhr, så måt hun tien få hinne brø.
Da hun gik fram ve stållen, hwo Palli Kræsten stued,
da wa Mari så sårren, hun knap ku fløt en fued.

De wa ett fri dæ stod en tohr i Pallis yww.
Kahænsæ han had hæje sit, te hun ku ve dem blyww.
Hun måt ett få hans mower, få hun war et fatte båen;
ejs vil di hat hweranner, men de skul no ett wæ såen.

“Fåwal no Palli!” søh hun, da hun gik ham fåbi.
Han tahrt hans øwn, å vænt sæ, å søh: “Fåwal Mari!”
Mari hun wa så sårreful, hun tøt, hwo hun gik fram,
te ål den diel hun møt, de søh te hinne lissom han.

Å hwær et dywr, å hwær en fowl, hwæ træe hun kam fåbi,
de søh te hinne lissedan: “Fåwal, fåwal Mari!”
De lakked ued ad awten, å kokken po hans råhn,
hun tøt, te nær han gåll, han søh: “Fåwal dit sølle båen!”

Mari hun græed så modele. “Gid a ku sej no snår,
fåwal te hiele wahren: så war a wal fåwåer.
I wahren ær a jenner, a hår slet ingen ven.
Gid a mæ mi fåræller no ku samles rå igjen!”

Å fahr et fjarringoer war om, da wa hun stinh å kåhl,
fa suolen kam igjen, da loe Mari i souten målh.