Romancer og sange af Steen Blicher

Selma! hvor er din Skjald?
 . . . . . . . . . .

— The rest of this text is not
currently in the database but will be
added as soon as we obtain it. —

Yndigt er dit Lys, o Aftenstjerne!
Klart i Vesten, i det dunkle Fjerne,
Strider frem Du fra din røde Sky.
Statelig Du over Bjerget svæver;
Vindens sidste Pust på Søen bæver,
Den måe til sit Natteherberg tye.
 
Fjerne Fos i Klipperivten suser;
Havets Bølge huult mod Klinten bruser —
Faure Lys! så snart heniler Du!
Aftenmyggesværm på tynde Vinger
Summende hen over Marken svinger —
Faure Lys! vilt Du ej tøve nu?

Men Du daler, i din Bortgang smiler;
Bølgehæren trindt omkring Dig iler,
Bader dine lyse Hår med Lyst.
Gak da, Stjerne, til dit Sovekammer!
Sjelenes Lys i Ossian opflammer,
Fortids Minde røres i hans Bryst.a

Hil dig atter, Himlens favre Datter
 . . . . . . . . . .

— The rest of this text is not
currently in the database but will be
added as soon as we obtain it. —

Om Strømmen mod dig bruser. Vov at staae!
 . . . . . . . . . .

— The rest of this text is not
currently in the database but will be
added as soon as we obtain it. —

Hvert Foraar, Cotaldi!
 . . . . . . . . . .

— The rest of this text is not
currently in the database but will be
added as soon as we obtain it. —

Blæs, Søndenvind
 . . . . . . . . . .

— The rest of this text is not
currently in the database but will be
added as soon as we obtain it. —

De wa ve helmestier Mari hun skul astej;
hun had hin tøw i hånen, vil te å go hin vej.
Hun had no tint en sommer i Palli Kræstens goer;
hun kam dædid mæ suolen, hun wa kun sejsten oer.

Den ti hun war et bette båen, hin fåer å muer wa dø,
å da hun så bløw støhr, så måt hun tien få hinne brø.
Da hun gik fram ve stållen, hwo Palli Kræsten stued,
da wa Mari så sårren, hun knap ku fløt en fued.

De wa ett fri dæ stod en tohr i Pallis yww.
Kahænsæ han had hæje sit, te hun ku ve dem blyww.
Hun måt ett få hans mower, få hun war et fatte båen;
ejs vil di hat hweranner, men de skul no ett wæ såen.

“Fåwal no Palli!” søh hun, da hun gik ham fåbi.
Han tahrt hans øwn, å vænt sæ, å søh: “Fåwal Mari!”
Mari hun wa så sårreful, hun tøt, hwo hun gik fram,
te ål den diel hun møt, de søh te hinne lissom han.

Å hwær et dywr, å hwær en fowl, hwæ træe hun kam fåbi,
de søh te hinne lissedan: “Fåwal, fåwal Mari!”
De lakked ued ad awten, å kokken po hans råhn,
hun tøt, te nær han gåll, han søh: “Fåwal dit sølle båen!”

Mari hun græed så modele. “Gid a ku sej no snår,
fåwal te hiele wahren: så war a wal fåwåer.
I wahren ær a jenner, a hår slet ingen ven.
Gid a mæ mi fåræller no ku samles rå igjen!”

Å fahr et fjarringoer war om, da wa hun stinh å kåhl,
fa suolen kam igjen, da loe Mari i souten målh.

Øwli han wa sæ så løste en swenh,
skul han et æren, så stäk han irenh
hisop å hæhnier.
Gik han mæ hjølli å gik han mæ plow,
åller håd han row, undtawwen nær han sow
så søhdele, så bløhdele,
så søhdele, så bløhdele.

Skjøn Else hun æ sæ en frøken så fiin,
hun gor i silke å moer å hermelien
hisop å hæhnier.
So hun ham Øwli i mark elle skow
åller håd hun row, undtawwen nær hun sow
så søhdele, så bløhdele,
så søhdele, så bløhdele.

Dæ wa dåns po goeren, å Øwli han sång,
så mæ den å så mæ den så lettele han språng
hisop å hæhnier.
Skjøn Else stod å so po, huddan han ku sæ snow:
så fik hun ingen row, undtawwen nær hun sow
så søhdele, så bløhdele,
så søhdele, så bløhdele.

Å da så hin fåræller no wa døh ud åw æll –
den jenn gik te Himmerig, den åhn gik te hæll –
hisop å dæhnier,
te egtemand å håsbon ung Øwli hun tow;
så fik de behgi row, å ve hweranne sow
så søhdele, så bløhdele,
så søhdele, så bløhdele.