Øwli han wa sæ så løste en swenh,
skul han et æren, så stäk han irenh
hisop å hæhnier.
Gik han mæ hjølli å gik han mæ plow,
åller håd han row, undtawwen nær han sow
så søhdele, så bløhdele,
så søhdele, så bløhdele.

Skjøn Else hun æ sæ en frøken så fiin,
hun gor i silke å moer å hermelien
hisop å hæhnier.
So hun ham Øwli i mark elle skow
åller håd hun row, undtawwen nær hun sow
så søhdele, så bløhdele,
så søhdele, så bløhdele.

Dæ wa dåns po goeren, å Øwli han sång,
så mæ den å så mæ den så lettele han språng
hisop å hæhnier.
Skjøn Else stod å so po, huddan han ku sæ snow:
så fik hun ingen row, undtawwen nær hun sow
så søhdele, så bløhdele,
så søhdele, så bløhdele.

Å da så hin fåræller no wa døh ud åw æll –
den jenn gik te Himmerig, den åhn gik te hæll –
hisop å dæhnier,
te egtemand å håsbon ung Øwli hun tow;
så fik de behgi row, å ve hweranne sow
så søhdele, så bløhdele,
så søhdele, så bløhdele.