„Vi Lærker under Himlens Blaae,
I grønne Græs paa Vangen,
Laer Verden gaae, som den vil gaae
Og leve kun for Sangen.

Kun fra vort Hjertes frie Natur
Vort Thema vi os henter,
Og pynter det med Fioritur,
Med Triller og Mordenter.

Vort Contrapunkt er Glædens Magt,
Den Partituren laver,
Og har kun saare liden Agt
Paa Qvinter og Octaver.

Vi sætte kjækt vor Harmonie
Her i vort høie Stade;
Er der end ringe Mening i,
Er vi dog lige glade.

Saa dale vi fra høien Slot
Til grønne Vang dernede,
Hvor mellem Blomster luunt og godt
Vi bygget har vor Rede.

Der er saa hyggeligt og Plads
Til Store og til Spæde,
Der er jo ikke megen Stads,
Men desto mere Glæde.

Der har vi jo vor lille Flok,
Dem vi saa kjærligt made;
Og er det ogsaa fattigt nok,
Er vi dog lige glade.

Thi som det sømmer sig, har vi
Jo stadigt havt for Øie
At være glade baade i
Det Lave og det Høie!