Du ferer vidt og du verdt trøytt
  og Foten skjer.
Du græt, so Puta ofte bløytt
  af Taarer er.
Med dette Salt du vaskas ut,
  til dess du fær
i deg den sleipe, hvasse Lut,
  som Livet tvær.

Daa veit du, hvad det segja vil,
  at døy ifraa
det, som Ein lagde Hugen til
  og Elsken paa.
Det Grøne saag du krullas turt,
  som Blom til Høy
det Mindste var; hun visnat burt
  di Ungdoms Møy.

Dersom du ikkje sviken var
  so mangein Gang,
du Kjærleik aldrig sunget har
  med rette Sang.
Du på Ruinerne maa staa
  af Livet dit,
først rigtig daa du ret kan sjaa
  ikring deg vidt.