Al denne sorte himmel,
al denne sorte jord;
al denne mørkets mumlen
al denne stilheds havdyp;
alt dette graa, der famler,
alt dette sære, som sukker, --
herre min Gud, er det dette,
menneskene kalder liv?

Ene, med sløve øine
raver vi rundtom i mørket . . .
SOlen er slukt, og Jehovah
selv ligger død indi mørket.
Rundt om os glider der klamme
skygger med flaggermusvinger.
Rundt om os lyder der sagte
snigende spøgelsefjed.

Og hvis vi stundom føler,
at vore bævende fingre
rører en levende haand --
synker vi rædde tilbage,
knytter til slag vor næve,
hvisker med hæse stemmer:
«Hvem er du? Hvad er det, du vil?»

Ene, med sløve øine
raver vi videre rastløst,
indtil vi dødstrætte synker
under i dødens mulm.
Aa -- hvorfor gaar vi ei sammen
haand i haand gjennem mørket?
Aa -- hvorfor græder vi ikke
og hvorfor beder vi ikke
sammen i livets nat?

Ja, hvorfor beder vi ikke,
vi paa den sorte jord,
beder, at han maa komme
komme i straalende klæder,
komme med glorieglimmer,
komme hvid gjennem natten
med orgelbrusende fred?

Aa -- hvorfor vilde vi ikke
alle elendige sjæle
bøie vort aasyn til jorden
kysse hans kjortels sømme
hulke vor jammer ud!