Gaa nu hen og grav min Grav!
Jeg er træt, nu vil jeg slumre,
Lægge ned min Vandringsstav,
Hvor de sidste Skygger skumre,
Lægge mig til Hvile ned,
Fare bort herfra i Fred.

Ak, i Verden er der koldt!
Alt dens Lys er kun en Skygge,
Og hvor dristigt, høit og stolt
Vi end vore Anslag bygge,
Som en Røg de dog forgaa,
Himlen kan de aldrig naa.

Far da vel, o Jord, jeg vil
Reise bort fra Savn og Trængsel,
Bort fra Glædens falske Spil,
Bort fra Sorgens mørke Fængsel,
Bort fra Skygger og Bedrag
Gaar jeg til den klare Dag.

Far da vel, det er fuldbragt,
Dagens Sol og Nattens Stjerne!
Snart jeg ser en større Pragt,
Thi jeg reiser til det Fjerne,
Did, hvor Himlens Stjernekrans
Straaler i en evig Glans.

Til min Fader hjem jeg gaar,
Der er Hvilen sød og rolig,
Og jeg veed det vist, der staar
Ogsaa mig beredt en Bolig.
Hør mit Suk, og gjem min Aand,
Herre Jesus, i din Haand!