Her klang til Danmark en Kæmpesang
Om Burmand og Holger Danske.
Der Burmand jeg hilsed første Gang
Det skete med Staal og Handske.
 
Det gjaldt Klenodet for større Glands,
End Kronen, Keisere bære:
Det gjaldt den favreste Brudekrands
Og Jomfru Gloriants Ære.
 
For Klaffer græd Jomfru Gloriant;
Jeg saae den Deiliges Jammer.
For Æren jeg satte mit Hoved i Pant;
Jeg sprang fra mit Fængselskammer.
 
Jeg mødte Kæmpens glubende Blik;
Min Handske fløi mod hans Tunge:
Jeg vilde ham lære -- med bedre Skik
Om ædle Jomfruer sjunge.
 
Ret aldrig hørte jeg værre Mund;
Ei saae jeg sortere Beiler:
Med Burmands Mæle tuder en Hund,
Naar Maanen i Skyen seiler.
 
Med Tænder bed han mit Ridderpant;
Vildt flammed Øinenes Lue.
Jeg red mod Lybiens Elefant
Til Kamp for Hindostans Due.
 
Vi stred paa Øen i Tiberens Flod
I Olieskovenes Skygge.
Paa Kinden randt mig det unge Blod;
Men det var mit Hæderssmykke.
 
Prindsesse Gloriant saae derpaa;
Fjernt saae det Krigernes Hære.
Den sorte Burmand blev rød og blaa
Alt for den Deiliges Ære.
 
Tre Dage skifted vi Hug og Stik;
Vi drabelig Landserne svunge.
Dog Burmand aldrig med bedre Skik
Fik lært at beile og sjunge.
 
Hans krumme Klinge var fra Damask;
Hans Stridshingst var af de Spanske.
Mit Glavind splintred hans Pandebrask --
Det Glavind var af de Danske.