Jeg ved ej hvad der rører sig så sælsomt i mit Bryst;
mon Kvinden, som sig venter, sittrer i samme Lyst:
en Anelsernes Gysen med stille Brand i Kind,
og så med Et, så skjærer Lykken som en Jubel ind.

Jeg ved ej hvad der fører mig i disse Verdner ind;
hvad har jeg vel tilfælles med Snefon og med Tind:
Jo, jo, mit eget lille fast uselige Jeg,
o Fjeldeskjød vil ind og blive Foster hos dig.

Og når dit Hjerte rører sig, så slår det i mit Bryst,
vi To, som samme Verdner sittrer i samme Lyst.
En Strøm af Renhed stræber op højt over Bræ og Tind,
og gjennem Elvens Hulken som en Føselsjubel ind.