"Reiseminder fra Fjeld og Fjord" af Holger Drachmann , opus 44

Jeg ved ej hvad der rører sig så sælsomt i mit Bryst;
mon Kvinden, som sig venter, sittrer i samme Lyst:
en Anelsernes Gysen med stille Brand i Kind,
og så med Et, så skjærer Lykken som en Jubel ind.

Jeg ved ej hvad der fører mig i disse Verdner ind;
hvad har jeg vel tilfælles med Snefon og med Tind:
Jo, jo, mit eget lille fast uselige Jeg,
o Fjeldeskjød vil ind og blive Foster hos dig.

Og når dit Hjerte rører sig, så slår det i mit Bryst,
vi To, som samme Verdner sittrer i samme Lyst.
En Strøm af Renhed stræber op højt over Bræ og Tind,
og gjennem Elvens Hulken som en Føselsjubel ind.

En Fillehytte var dit Bo,
dit Udstyr var kun ringe
ej Får, ej Svin, ej Hest, ej Ko,
du magted med at bringe;
du boed højt på Fjeldets Rund,
du stod kun lavt, så sagde hun,
din stoute Rivalinde.
Du bar fra Fjeldet ned til ham
din Kjærlighed og så den Skam;
som Godtfolk kunde finde.

En fuglerede var dit Bo,
din Medgift der du lagde:
det var ej Kalv, det var ej Ko,
men efter hvad man sagde
det var en Jenteunge rund,
en dejlig Glut så frisk og sund,
som Nogen kunde finde,
hun kom med Sol, hun kom ved ham,
hun kom fra Gud, er det en Skam,
for nogen jordfødt Kvinde.

Velsignet du, som gik til ham
og gav ham, hvad du ejed;
som Bygdehån og Jenteskam
på Hjertets Vægtskål vejed
og fandt, at Skålen vipped op
imod den Hytte, på hvis Top
den gule Græstørv luer;
Velsignet du, hvis Smil er bredt,
hvis Sjæl er ren og Hjertet hedt
mer end hos mange Fruer.

Å, der var en Jente
som vi så ombord,
alt det velbekjendte
fik da nye Ord.
Alt tog til at synge,
Fjord og Fjeld i klynge,
da vi drog afsted,
så vi selv sang med.

Når den Rejse endte
ved jeg ej forvist,
men den vakre Jente
bød farvel tilsidst.
Da lå Fjeldet øde,
for det sidste Møde
Bølgens Mund var lukt,
Dagens Lys blev slukt.

Men i hver en Jente
da hun længst var væk
øjned jeg bekjendte
store, skjønne Træk,
og bag Fjeldemuren,
gjennem Al-Naturen
over Sneen blå
Ragnhild grant jeg så.

Din Hånd er barket Ingebjørg, er solbrændt, ru og rød,
den klapper Deig tilsammen og triller det til Brød,
den sørger for Turistens Tarv,
dens Ledemod har Bondens Marv,
den satte Folk mod Væggen,
i fald de kom for nær.

Dit Bryst er hvælvet, Ingebjørg, lig Bræens høje Sne,
men ingen Fjeldbestiger får Underet at se;
som Fjeldets Fon bag Skodden stærk,
det drømmer bag en Blågarns Særk
og vågner det hos Nogen,
det er i Guttens Favn.

Din Sjæl er nobel, Ingebjørg, ja, ja, det tror jeg godt,
når i en Højfjeldsverden Ens Børnesko blev trådt.
Ej Sært om Alt hvad du har gjort
og tænkt og følt blev rent og stort;
vel mødt i Højloftsalen,
vær hilset, Ingebjørg, vær hilset, Ingebjørg!

O Ragna, hvor dog Tiden går,
forleden var du fire År
og dine Barneøjne så
så dybt på mig, så dunkelblå.

Indunder Fjeldesiden grå,
et Tjern, et drømmende jeg så,
hvor i jeg fandt slet ingen Bund,
da talend Tjernets Pigemund:

"Her nede drømmer Livet selv,
det næres af en rastløs Elv,
det stiger langsomt År for År,
tilsidst en Huldre for dig står!"

Vi ser på Tærsklen os tilbage;
hist ligger under Skoddens Rand,
med Sollyn ud fra Snefonsflage,
Forjettelsens Vidunderland;
det klarer op, der står en Brand
så klar så lys fra Top og Tinde;
ja, vis os Vejen, til vi kan
vort Selv så rent som dit gjenfinde,
om Lykken end blir nok så tynd,
o Jotunheim, du viser Vejen:
"auf der Alm, auf der Alm, 
auf der Alm da gibt's ka' Sünd!"

Farvel du Verden, i hvis Skygge
der gløder et elektrisk Skjær,
hvori forklarte Ånder bygge
Kapeller op fra grønne Brær.
Når fjernt fra dig enhver især
sin Kirke for sin Andagt søker
når vi kanskje blandt Skovens Trær
slår op Naturens Salmebøger,
så nikker En: begynd, begynd
o Tvindehoug, dig gjælder Teksten:
"auf der Alm, auf der Alm,
auf der Alm da gibt's ka' Sünd!"