Å, der var en Jente
som vi så ombord,
alt det velbekjendte
fik da nye Ord.
Alt tog til at synge,
Fjord og Fjeld i klynge,
da vi drog afsted,
så vi selv sang med.

Når den Rejse endte
ved jeg ej forvist,
men den vakre Jente
bød farvel tilsidst.
Da lå Fjeldet øde,
for det sidste Møde
Bølgens Mund var lukt,
Dagens Lys blev slukt.

Men i hver en Jente
da hun længst var væk
øjned jeg bekjendte
store, skjønne Træk,
og bag Fjeldemuren,
gjennem Al-Naturen
over Sneen blå
Ragnhild grant jeg så.