»Lad gaa dér agter!« lød Kaptajnens Ord;
og Trossen plumped som en Frø i Vandet, 
og Skibet gik, og vi var To ombord, 
og Havnefyret svandt — og bort gled Landet.

Den store, stille, lyse Sommernat — 
hvor Røgen som en kulsort Dragehale 
i leddet Bugtning leged en Tagfat 
og mørkned de smaa blanke Bølgedale:

»Den stygge, sorte Røg« — var hendes Ord -.
»hvorfor skal den nu ødelægge Vandet?« 
Saa sad vi tavse dér en Stund ombord;
To tænkte hver for sig paa Et og Andet.

Den store, stille, lyse Sommernat — 
og disse glatte, blanke Bølgedale — 
og denne Røg, som i en træt Tagfat 
svang bugtende den mørke Dragehale!

»Nej!« — udbrød jeg — »den Tavshed er for stor,
den kunde knuge Skibet under Vandet!
Røg er kun Røg, og vi To er ombord —
og vi har Kyssets Sprog, har vi ej andet!«