Fem Danske Sange

"Hør!
Hører du den lange, den smertelige Tone,
halv Flejte-lyd og halv som et Suk i Træets Krone?

Hør!"
Ja, det er Klagen,
røsten fra Grenene paa Stammen,
der af en Luftning trykkes
fortæt og pinligt sammen.
Hun saae med Vemod paa mig,
med tunge Blik;
og lagde sin Haand paa Liljepanden,
i det hun langsomt sagde:
"Nej, det er to, som bøje med Magt
sig mod hinanden,
men klagende, haabløse,
de kan ej naae hinanden!"

Nu Dagen lukket har sit Øie,
Bag Skyen alle Stjerner døe;
Sig Bøgene for Stormen bøie,
Der suser over Land og Sø.

Men Solen kommer snart fra Østen
Og kaster Guld paa Skov og Kyst,
Saa from, veldædig, som naar Trøsten
Nedstiger i et sorgfuldt Bryst.

Nu har og Hun sit Øie lukket,
Ak, som har grædt saa mangen Gang!
Og Hjertet slumrer fedt, mens Sukket
Oplyses i en Drømmefang.

O, Trøstens Sol! Du Dig forbarme!
I denne Barm er godt at boe;
Stig Du derned med Kraft og Varme,
Saa skjenker Du jo Liv til To!

»Lad gaa dér agter!« lød Kaptajnens Ord;
og Trossen plumped som en Frø i Vandet, 
og Skibet gik, og vi var To ombord, 
og Havnefyret svandt — og bort gled Landet.

Den store, stille, lyse Sommernat — 
hvor Røgen som en kulsort Dragehale 
i leddet Bugtning leged en Tagfat 
og mørkned de smaa blanke Bølgedale:

»Den stygge, sorte Røg« — var hendes Ord -.
»hvorfor skal den nu ødelægge Vandet?« 
Saa sad vi tavse dér en Stund ombord;
To tænkte hver for sig paa Et og Andet.

Den store, stille, lyse Sommernat — 
og disse glatte, blanke Bølgedale — 
og denne Røg, som i en træt Tagfat 
svang bugtende den mørke Dragehale!

»Nej!« — udbrød jeg — »den Tavshed er for stor,
den kunde knuge Skibet under Vandet!
Røg er kun Røg, og vi To er ombord —
og vi har Kyssets Sprog, har vi ej andet!«

Du Vandringsmand ved Søen,
O stands din raske Gang!
Vend hisset dig mod Øen,
Og hør min Mindesang!
Vend derhen dine Tanker,
Din Længsel og din Sorg!
Paa hine gule Banker
Stod før en Ridderborg.

I længst forsvundne Dage
Var den i Glands og Magt,
Nu er der knap tilbage
Ruiner af dens Pragt.
Men i de gamle Tider
Da var den høi og stor,
Og saaes til alle Sider,
Og kneisede fra Jord.

Den ikke monne være
For nogen Viking bygt.
Urania til Ære
Den reiste sig saa trygt.
Fra Menneskenes Vrimlen
Ved Havet skilt den laae,
Og hæved sig mod Himlen,
Og mod de Stjerner smaa.

I Volden var befæstet
Mod Øst en Port saa stor,
En anden imod Vester,
Og Spiir i Syd og Nord.
Høit kneiste Borgetinden,
Dens ranke Spiir derhos;
Der dreied sig for Vinden
En gylden Pegasus.

Forunderlige Taarne
I Nord og Syd man saae,
Af stærke Piller baarne
Og med Altaner paa.
Der man til alle Kanter,
Ihvor man og mon gaae,
De mægtige Qvadranter
Og store Sphærer saae.

Fra Borgen see man kunde
Saa vide over Ø,
Saa mange grønne Lunde,
Den store salte Sø.
De Sale monne prange
Med skjønne Farveskjær;
Af Haver var der mange
Med Blomster og med Træer.

Men sluktes Dagens Lue,
Og Nattetid faldt paa,
Man Stjerner fik at skue
Paa hele Himlens Blaae.
Alt fjernt man høre kunde,
Naar derpaa man gav Agt,
De fire store Hunde,
Som holdt om Natten Vagt.

Den fromme Ridder trængte
Sig ei i Ledingsfærd,
Paa Væggen bort han hængte
Sit Harnisk og sit Sværd.
Fra Jorden og dens Jammer
Han gjerne flygte gad,
Naar i sit stille Kammer
Ved Midnatstund han sad.

Da hæved han sit Øie,
Alt i den Nat saa lang,
Og spored i det Høie
De lyse Stjerners Gang.
Og Stjernerne hans Rygte
Bar over Land og Sø,
Saa Konger selv besøgte
Ham paa den lille Ø.

Men Stjernerne de blinked
Til andre Lande hen.
Hans Skjæbne bort ham vinked,
Han kom ei meer igjen.
Alt længst de stolte Mure
Er sjunkne hen i Gruus,
Og Ploven monne fure,
Urania! dit Huus.

Men hvergang Solen daler,
Seer den til Hveen huld,
Hvor Aftenrøden maler
Sig end erindringsfuld.
Veemodig Maanen iler
Forbi sin elskte Kyst,
Og Freyas Stjerne smiler
Med hellig Elskovs Lyst.

Da røres det og tindrer
I Borgens dybe Grund:
Den troer, at den erindrer
En gammel Aftenstund:
For nogle Øieblikke
Den gjerne frem sig skjød,
Men ak! det kan den ikke,
Den synker i sin Død!