Vær hilset, I Damer,
langs Højsalens Bænke;
hvad vover jeg farende Svend?
Hvad drister min Fod sig,
hvad trøster mit Mod sig,
paa hvad tør min
Tanke vel tænke?
At drikke den Vin
som I lader mig skænke,
at lægge min Haand
i den fangende Lænke,
sig: er det ej hovedløs Sag?
I ser mig i Aften, I saa mig i Dag;
at komme og gaa er den farendes Sag.
Saa væver vi Vadmel og læger det sammen,
de Store saa godt som de Smaa,
og danser og synger i Fælig og Gammen:
vi være det Vadmel og lægge det sammen,
og lade saa Skytterne gaa. 

Hør, Tonerne kalde;
forlad Eders Bænke
og følg kun den farende Svend!
Med ham er hver Glæde
i Aften til Stede
foruden al Arglist og Rænke.
Han fører jer Dans,
naar I blot vil betænke,
I fanger ham ikke i Baand eller Lænke,
han taaler, som Fuglen, ej Aag.
I bandt ham for ofte, tilsidst blev han klog;
tilgiv ham, men Tanken maa have sit Sprog.
Saa væver vi Vadmel og læger det sammen,
de Skytte er Svenden som Faa.
Hvor herligt at synge i Fælig og Gammen:
vi være det Vadmel og lægge det sammen,
og lade saa Skytterne gaa.