Jeg beder Dig [ikke]1 om Rosen paa Dit [Bryst]2,
ej heller om en Lok af Dit Haar;
thi Rosen vil falme som Blomsterne i Høst,
og Lokkernes Glansspil forgaar.

Jeg ønsker ei heller den perletunge Snor,
der snor sig som en Snog om Din Haand;
thi vilde Du mig fængsle, Du kjendte vel de Ord,
[der]3 bandt mig med stærkere Baand.

Nei, skænk mig en Tanke, naar Dagen bryder frem,
et stille Suk i Skumringens Fred,
en taareblank Perle, ifald jeg skifter Hjem
Og sænkes under Havbølgen ned.

Thi Tanker og Taarer er Evighedens Guld,
en Sjælerigdom, Herren os gav;
og aldrig kan de falme og lægges under Muld,
men spire som Blomster fra vor Grav.