Tre Sange , opus 1

Jeg beder Dig ikke om Rosen paa Dit Bryst,
ej heller om en Lok af Dit Haar;
thi Rosen vil falme som Blomsterne i Høst,
og Lokkernes Glansspil forgaar.

Jeg ønsker ei heller den perletunge Snor,
der snor sig som en Snog om Din Haand;
thi vilde Du mig fængsle, Du kjendte vel de Ord,
som bandt mig med stærkere Baand.

Nei, skænk mig en Tanke, naar Dagen bryder frem,
et stille Suk i Skumringens Fred,
en taareblank Perle, ifald jeg skifter Hjem
Og sænkes under Havbølgen ned.

Thi Tanker og Taarer er Evighedens Guld,
en Sjælerigdom, Herren os gav;
og aldrig kan de falme og lægges under Muld,
men spire som Blomster fra vor Grav.

Gud give, jeg var et Barn igjen
Og laa i min Vugge paa Ny,
Og atter legede Timerne hen
Med Engle høit under Sky!
 
Gud give, jeg hørte min Moders Røst
Ved Vuggen i Nattens Stund,
Og at hun lagde mig til sit Bryst
Og kyssed igjen min Mund!
 
Gud give, jeg havde med hende fulgt
Til Gravens og Fredens Hjem,
Da laa ei hin bitre Smerte dulgt
Dybt i mit Hjertes Gjem!
 
Da var det ei furet af Synd og Gru,
Af Sorg og Anger og Nød.
Gud give, jeg var et Barn endnu,
Men helst, at jeg aldrig var født!

Skal vi vandre en Stund
I den dæmrende Lund,
Medens Fuldmaanen hist holder Vagt,
Jeg vil hviske, min Skat,
I den kjølige Nat,
Hvad jeg aldrig ved Dagen fik sagt.

Jeg ved Stjernenes Skjær,
Skal betro Dig en Hær
Af Tanker, som aldrig fik Ord,
Imens Nathimlens Glands,
Som en sølverne Krands,
Om din luftige Skjønhed sig snor.

Og naar Maanen fra Sky
Over Marker og By
Udgyder sin sølverne Flod,
Vil mig fængsle dens Skin
Paa din Pande, din Kind,
Vil jeg knæle iløn ved din Fod.

 ... 

Lad os sværme en Stund
Da ved Sø og i Lund,
Medens Fuldmaanen hist holder Vagt!
Jeg vil hviske, min Skat!
I den kølige Nat,
Hvad jeg aldrig ved Dagen fik sagt.