Naar blaaklokken ringer til Aftensang,
og Dagen gaar tyst bag Tinde,
naar Myruld vidt over Hei og Vang
hun vugger for Viddens Vinde,
da vækkes hans Trang,
da vækkes hans Trang,
da synger han tung isinde sin Svanesang.

Han holder sig aldrig til Granegren,
men heller til Videns Vænge.
af Toner eier han bare en,
men en, som vil mindes længe,
en fløitende ren
som dirrer for fulde strenge
i Kvelden sen.

Thi Heiloens fattige Melodi
den løser de tusind Munde
det tause Tjern og hver Bæk er fri,
hver blomst i de spare Lunde
ja, Lyng over li,
ja lyng over Li
de blander saa mangenlunde sin røst der i.

Saa tør han vil kalde sig Viddens skald,
og ingen hans Ros skal tage;
tilfulde tar han dens Tonefald
og tolker dens Tungsinds Klage
og hæver dens Kald
de signe de Høifjeldsdage,
den ædle Skald.