Sex Sange

Syg har jeg været saa længe,
syg paa mit legem og syg paa mit sind,
at nu er det rigtig som solens skin
spiller paa nypspundne strenge,
nu gynger Modet, og nu er det atter,
som jeg kan svinge mig høit paa en Latter,
Latteren, den er just frihedens Gave,
Latterens Liv over Fædrens Grave:
Frihedens Kongebørn, kom lad os le,
saa vil der nok blive Vaar, skal se,
bede med pokkeren,
bande med Klokkeren,
lyse med solen og skyes med Sorgen,
hilsen den skinnende Glæde Godmorgen !

Og dagen den går med latter og sang,
og døden han sår i natten så lang.
Døden han sår.

Han går og sår,
sår og sår-
rædde roser, blege tulipaner,
sorte violer og syge hyazinther
mimoser.

Han går og sår,
sår og sår -
blege smil, bang tårer,
sorte kvaler og syge længsler
tvil.

Dagen den går med latter og sang.
Døden han sår i natten så lang.
Døden han sår.

Tussedans over det dystre fjeld
tyst i den tusmørke dag.
Østenstormene tuder forbi
hui- ! i et rasende jag.

Bragende bråt og skummende skavl
over det vildene hav.
Hexene rider i haukende tog
hver på sin sorte stav

...

Men vi to, vi vil træde dansen inat,
og vi to vill drikke vor vin.
Og sølvspændesko skal du ha på din fod
du deilige kjæresten min.

Og du skal ha roser i håret, du,
og silke så hvid om din barm;
Og lad dem så spille sin fagreste slått,
du læner dig trygt til min arm.

Og vi to, vi vil træde dansen inat,
og vi to vil drikke vor vin.
Og vi to vil drikker vor egen skål
du deilige kjæresten min.

Og det var sig en liden gut,
liden gut,
vilde han vandre i verden ud,
verden ud.

Vandred han baade i dg og aar,
dag og aar,
sindet og foden blev syg og saar,
syg og saar.

Vandred han viden om al den jord,
al den jord,
verden der ude er kold og stor,
kold og stor.

Verden der ude er kold og stor,
nu vil jeg atter hjem til mor,
nu vil jeg atter hjem til mor,
hjem til mor.

Gutten han vandred saa sorrigfuld,
sorrig fuld,
da han kom hjem, laa hans mor i muld,
mor i muld. 

Jeg gjemmer en undersøt drøm i mit hjerte,
og ingen ved det.
Der er ingen, som ved, at det svulmer herinde
lik sjøen, den blaa, for sommerens vinde.
Ingen.
Hver morgenstund vaakner jeg under dens tindrende
solstraalehvælv.
Hver aftenstund synker min sjæl i dens stjerneskinsitrende elv.
Og ingen ved det!
Jeg maa le, jeg maa le,
for det er dog for latterlig, at det er jeg,
jeg, som gaar her
smilende, nynnende, syngende, favnende
busker og trær,
at det er jeg ...
Der bruser vaar i mit gamle sind,
og jeg er din, og tænk du er min,
min ! 

Naar blaaklokken ringer til Aftensang,
og Dagen gaar tyst bag Tinde,
naar Myruld vidt over Hei og Vang
hun vugger for Viddens Vinde,
da vækkes hans Trang,
da vækkes hans Trang,
da synger han tung isinde sin Svanesang.

Han holder sig aldrig til Granegren,
men heller til Videns Vænge.
af Toner eier han bare en,
men en, som vil mindes længe,
en fløitende ren
som dirrer for fulde strenge
i Kvelden sen.

Thi Heiloens fattige Melodi
den løser de tusind Munde
det tause Tjern og hver Bæk er fri,
hver blomst i de spare Lunde
ja, Lyng over li,
ja lyng over Li
de blander saa mangenlunde sin røst der i.

Saa tør han vil kalde sig Viddens skald,
og ingen hans Ros skal tage;
tilfulde tar han dens Tonefald
og tolker dens Tungsinds Klage
og hæver dens Kald
de signe de Høifjeldsdage,
den ædle Skald.