Farvel, du lune, lyse sommerkveld, 
nu solen gaar bak fjerne fjeld, 
og i hvert held hver lövklædt li 
den gyldne solglans flommer 
og saa er dagens tid forbi
saa graater alle blommer

0g derfor dæmpet min sang, 
som skogens tonebrus 
og blomsterklokkers blöte klang 
i vindens sakte sus 
som duggens klare  strengerad
med sölverklang fra hvert et blad 
og hvert et lite straa 
som lövet,  hvordet venner sig 
og stirrer efter dig
du sol, som bort mon gaa.

Men sov, du höie skog, sov ind du lille, bleke blomst 
og luk dit öie til 
og dröm om solens atterkomst 
og vindens klokkespil

Farvel, du lune, lyse sommerkveld, 
för nattens stille stund 
fra blomst til blomst jeg flagrer hen 
og kysser den 
og duggen paa dens mund.