Kaptejnen
(ser vist paa Agnete ) 
De kender ham — dømmer jeg ret Deres Øjne.  —

Drages du ung fra det fædrene Tag,
fra Hjemmets den rygende Gryde ,
mærker du Blodet i higende Jag
dig kækt gennem Aarerne syde ,
svulmer din Udvé mod Synskredsens Spejl
af Ejlande lokkende blide
den flyvende Hollænder laaner dig Sejl
og bærer dig ud paa det vide.

Tumles du saa paa den gyngende Færd
Ungdommens stormfulde Dage,
prøves din Vilje og vejes dit Værd,
maa Reb du i Sejlene tage,
knytter du Næven mod Himmelens Hvælv
i Timer fortvivlede , stride
den flyvende Hollænder bor i dig selv
og bærer dig frelst paa det vide.

Han er i dig selv med det bedste, du har,
din Ungdom, der aldrig vil stænges ,
staar hos , naar din Tanke er stræbende klar,
og tit, naar du drømmende længes ;
han skammer dig ud, naar du sløvet vil tæt
under Land over Lavvandet ride
den flyvende Hollænder aldrig bli'r træt
af at kalde dig ud paa det vide.

Og længes din Skude at søge en Havn
ved trygge og hjemlige Kyster,
og længes du selv mod et Bo og en Favn,
mod at glemme de farende Lyster ;
fandt Fred du end under det huslige Tag
med Hustru og Børn ved din Side
den flyvende Hollænder kommer en Dag
og lokker dig ud paa det vide .

Saa er du omsider helt gammel og trist,
og det stunder mod Ende paa Legen .
Da skér det, du hører en Stemme tilsidst,
en Stemme, der ligner din egen .
Den melder om Livets den brusende Sø
og faar Oldingens Blod til at glide .
Den flyvende Hollænder aldrig kan dø ,
som drager din Sjæl mod det vide .

( Alle har staaet tavse under Kaptejnens Replik. Nu bryder Funk Stilheden,
hen til den betagne Agnete.)