Det var ridder hr. Åge,
han red sig under ø;
fæsted han jomfru Else,
hun var så væn en mø.
Fæsted han jomfru Else
alt med hin røden guld;
månedsdag derefter
lå han i sorten muld.

Det var jomfru Else,
hun var så sorrigfuld;
det hørte ridder hr. Åge
dybt under sorten muld.
Op stod ridder hr. Åge,
tog kisten på sin bag,
lakked så til hendes bur
sig selv til megen umag.

Han klapped på døren med kiste,
fordi han havde ej skind:
"Hør du, jomfru Else!
og luk din fæstemand ind."
Gensvared jomfru Else:
"Jeg lukker ej op min dør,
før du kanst Jesu navn nævne,
alt som du kunne før."

"Hvergang du dig fryder
og i din hu er glad,
da er min kiste forinden
med røde rosenblad;
hvergang du er sorrigfuld
og i din hu er mod,
da er min kiste forinden
alt med hint levret blod.

Alt galer hanen hin røde,
til graven må jeg ned;
til graven skulle alle døde,
thi må jeg følge med.
Se du op til himlen
og til de stjerner små,
da skalst du se, hvor sagtelig
at natten den mon gå."

Op så jomfru Else,
op til de stjerner små;
i graven sank den døde,
hun ham ej mere så.
Hjem gik jomfru Else,
hun var så sorrigfuld;
månedsdag derefter
lå hun i sorten muld.