Der er en ø i livet,
dens rette navn er elskovs ø,
af stejle fjeld omgivet
midt i den bitre sø.
Enhver som aner øens fryd,
sig ønsker derhen og iler derhen,
men vender snart tilbage
med revne sejl igen.

Men er man først deroppe,
har overvundet fjeldets is,
da bag de golde toppe
grønt smiler Paradis.
Der finder hver en bejler god
i kølige lund sin kærlige mø,
og månens fulde lue
belyser glædens ø.

Dog i den skønne have
ved floden er en kirkegård,
så mange sunkne grave
med sorte kors dér står.
O salig den, som hviler dér!
Han blegnede med sin hjertenstro.
Sig eviggrønt og roser
om deres grave sno.