Kirsten:
 "Hør, ungersvend, sig ikke nej,
 leg tavlebord med mig!"
Sverkel:
 "Jeg ejer ej det røde guld
 at sætte op mod dig,"
Kirsten:
 "Sæt du kun op din gode hat,
 og fast om den er grå,
 se, jeg min perlesnor har sat,
 tag den, kan du den få,"
Begge (both):
 Den første gang guldterning på tavle bordet randt, 
 den ungersvend han tabte, men jomfruen hun vandt,
Kirsten:
 han tabte, hun vandt. 
Sverkel:
 han tabte,
Begge:
 hun vandt. 

Kirsten:
 "Hør, ungersvend, sig ikke nej,
 leg tavlebord med mig!"
Sverkel:
 "Det røde guld jqeg ejer ej
 at sætte op mod dig,"
Kirsten:
 "Sæt du din kjortel da på spil,
 ja, fast om den er grå,
 min krone af guld jeg sætte vil,
 tag den, kan du den få."
Begge:
 Den anden gang guldterning på tavlebordet randt, 
 den ungersvend han tabte, men jomfruen hun vandt,
Kirsten:
 han tabte, hun vandt. 
Sverkel:
 han tabte,
Begge:
 hun vandt.

Kirsten:
 "Hør, ungersvend, sig ikke nej,
 leg tavlebord med mig!"
Sverkel:
 "Jeg ejer ej det røde guld
 at sætte op mod dig,"
Kirsten:
 "Din lykke har du ret i spil,
 nu vel, sæt dine sko;
 mod dem mig selv jeg sætte vil,
 min ære og min tro."
Begge:
 Den tredje gang guldterning på tavlebordet randt, 
 den jomfru tabte spillet, men ungersvenden vandt,
Sverkel:
 Hun tabte, han vandt,
Kirsten:
 hun tabte,
Begge:
 han vandt. 

Kirsten:
 Til fruer bur den jomfru går:
 "Var jeg slig skæbne værd!"
Sverkel:
 Den ungersvend i gården står,
 stolt støttet til sit sværd.
Kirsten:
 "Gud lad mig dø" - var hendes bøn.
Sverkel:
 "Der tårer blive spildt,
 du får den bedste kongesøn
 og ingen gangerpilt".
Kirsten:
 "Er du den bedste kongesøn, jeg dig da høre til, 
Begge:
 mig/dig  selv, mit hele hjerte, jeg glad dig give vil".
Sverkel:
 Hun tabte, han vandt,
Kirsten:
 hun tabte,
Begge
 han vandt.