Du første rose, du, som jeg ser 
i disse fremmede dale, 
med åbne læber du til mig ler, 
ej sandt, du kan hviske og tale? 

Så sig mig og svar: Er ej rosen-tid 
snart, snart på vinger at vente 
for en, den du ved; ja, bøj dig hid, 
et ord fra mit hjerte at hente --

For en, så stolt og så tro som guld, 
som aldrig undte mig det ilde -- 
Jeg breder hende vejen af torne fuld, 
alt det jeg end bedre vilde.