Aa, se dog, min Veninde, de hvide Æbletrær!
De rødmer dybt af Lykke, de skinner højt af Lykke.
Og Bierne beruset i Blomsterblusset dykke
og Luften er som Balsam og Himlen er saa nær.

Ak, hvilken Fé har skabt dem, de skønne Blomsterør?
Her var det vist, vi vandred en Gang for længe siden —
Ja, svared min Veninde: Hvem véd om ej med Tiden
vi atter der skal vandre, jeg mener, naar vi dør.

Thi disse Ør af Blomster, som skinner i det blaa,
de er jo alt det skønne, som vore Sjæle drømmer,
og alle hvide Længsler, som ud i Himlen strømmer,
og al den dybe Lykke, som ingen her kan naa.

Ja, gentog jeg bedrøvet — som ingen her kan naa!
Den dybe, rige Lykke, som kommer, naar det vaarer,
saa nær, saa nær til Jorden •- og som vi ej kan naa.

Men over os der blussed det blide Blomsterskær.
Og om os stod en Himmel saa dyb, saa blaa saa nær.
Og min Venindes Øjne var fyldt med blanke Taarer.