20 Sange til tekster af Ludvig Holstein

Det er i dag et vejr, et solskinsvejr!
O søde vår, så er du atter nær!
Nu vil jeg glemme rent, at det var vinter,
nu vil jeg gå og købe hyacinter
og bringe dem til én, som jeg har kær.

Hun købte af de hvide og de blå
hun købte af de smukkeste, hun så.
Det er i dag et vejr! Og solen skinner!
Og om mig svæver lutter lyse minder,
dem ta'r jeg med til den, jeg tænker på.

Og de kom svævende i ring og rad.,
Hun gik imellem dem og var så glad.
Det er idag et solskin uden mage!
Og jeg har solskin nok til mange dage,
og jeg må kysse hvert et lille blad.

Hun kyssede dem alle, hver især,
hun bragte dem til den, hun havde kær.
Min ven, her kommer jeg med hyacinter!
Min ven, nu glemmer vi, at det er vinter!
Det er idag et vejr, et solskinsvejr-!

I Solen går jeg bag min plov.
Jeg nikker til den grønne Skov,
Hvor du, min Lykke, gemmer dig.
Mit Hjerte ler og gemmer sig
Og gemmer sin Lyksalighed
Til Sol går ned, til Sol går ned.

Min Lykke vågner ung og ny
Som Lærkesang ved Morgengry.
Hver Aftenstunden den smykker sig.
Men kun for mig du smykker dig.
Og Nætternes Lyksalighed
Er Dagens gyldne Hem'lighed.

Min Lykke siges ej med Ord.
Den straaler dyb og rig og stor
i Blikket, som hun sender mig.
Min Lykke, der jeg kender dig
og mig, og vor Lyksalighed,
som ingen ved, som ingen ved.

Jeg pløjer op det gode Muld.
Men ingen ser det gyldne Guld,
Som i mit Hjerte gemmer sig.
Jeg gemmer mig, jeg gemmer dig,
Jeg gemmer vor Lyksalighed
Til Sol går ned, til Sol går ned.

Det gyldenhvide Himmellys. De tavse, sorte Skove,
Og rundt i Havens Gange staar de stille Træer og sove.
Og Duggen daler kølig-mild og fugter Kind og Pande -
I Aften var det godt, min Sjæl, at staa mod Dødens Strande!

I Aften var det godt, min Sjæl, i Fald du kunne glide
paa blød og hastig Vingeflugt mod Lysets Hav, det hvide!
Og svinde hen i stille Lys og gylden Fred derinde,
og dø deri - befriet fra din Drøm og fra dit Minde!

I en lys og lystig Lue
danser Støvet i min Stue.
Se, der staar en Jakobsstige
lige ind i Solens Rige!

Disse Støvfnugs Millioner,
det er Engles Legioner.
Se, hvor Røgen fra Cigaren
snor sig gennem Engleskaren!

Se, Begoniens Blad, det skønne,
store, laadne, saftiggrønne,
gennemskinnet! Blodigt røde
Haarkarnettets Aarer gløde.

Se, der flyder gyldne Flammer
ud fra alle Billedrammer!
Lampekuplen paa Kaminen
skyder Gnister som Rubinen.

Og det grønne Fløjl paa Stolen,
halvt i Skygge, halvt i Solen,
er en Eng, hvor Skovens dybe
Skygger over Bunden krybe.

Og du selv, min lille Frue — —
Midt i Leg og Lys og Lue
lulles du i Drommerier,
leger du med Fantasier — —

Kys mig på øjnene, sol!
Skønt de fortjener det ej.
Under de lukkede låg
baner sig tårerne vej.
Milde, medliden de kys
strejfer mig kærligt og blidt.
Tak, at du kysser mig, sol,
skønt jeg har syndet så tit!

Kys mig på øjnene, sol!
En gang de strålende så
ind i min elskedes blik,
da var de klare og blå.
Kunde jeg, kysset af dig,
åbne mit øje en dag
uden at finde deri
mærker af sorger og nag!

Kys mig på øjnene, Sol!
Skønt de fortjener det lidt.
Ak, under kærlige kys
fyldes vort øje så tit!
Milde, medliden de sol,
tak, at du glemmer mig ej!
Selv til den mørkeste vrå
finder din kærlighed vej.

Aa, se dog, min Veninde, de hvide Æbletrær!
De rødmer dybt af Lykke, de skinner højt af Lykke.
Og Bierne beruset i Blomsterblusset dykke
og Luften er som Balsam og Himlen er saa nær.

Ak, hvilken Fé har skabt dem, de skønne Blomsterør?
Her var det vist, vi vandred en Gang for længe siden —
Ja, svared min Veninde: Hvem véd om ej med Tiden
vi atter der skal vandre, jeg mener, naar vi dør.

Thi disse Ør af Blomster, som skinner i det blaa,
de er jo alt det skønne, som vore Sjæle drømmer,
og alle hvide Længsler, som ud i Himlen strømmer,
og al den dybe Lykke, som ingen her kan naa.

Ja, gentog jeg bedrøvet — som ingen her kan naa!
Den dybe, rige Lykke, som kommer, naar det vaarer,
saa nær, saa nær til Jorden •- og som vi ej kan naa.

Men over os der blussed det blide Blomsterskær.
Og om os stod en Himmel saa dyb, saa blaa saa nær.
Og min Venindes Øjne var fyldt med blanke Taarer.

Luk dine Øjne, luk Øjnene i —
Vaarvinden suser os sagte forbi.
Hører du Klokker, som kimer i Luften?
Hægen har Blomster, ak, kender du Duften?
Duften fra Lykkens og Længslernes Tid,
Brisen har haaret den hid.

Luk dine Øjne, luk Øjnene i —
Bierne brummer langs duftende Sti.
Ynglingen gaar paa den blomstrende Bakke,
slynger sin Arm om sin elskedes Nakke,
læser sin Lykke i Øjnenes Glans
skælvende løftet mod hans.

Luk dine Øjne, luk Øjnene i —
Andre skal drømme det samme som vi.
Dage skal glide og Aar skal der rinde,
atter skal Sol over Skovene skinne,
Ungdom skal føle den evige Lyst
fylde det svulmende Bryst.

Luk dine Øjne, luk Øjnene i —
Vaarvinden suser os sagte forbi.
Vaarvinden leger med Klokker i Luften.
Hægen har Blomster, ak, kender du Duften!
Brisen, som bærer den over dit Haar,
kom fra vor Kærligheds Vaar —?

Her staar de samme Lygter og lyser op i Løvet.
Det er de samme Linde, den samme lyse Nat.
Og Nattergalen hulker i Søndermarkens Krat —
Og Hjertet er det samme, men ældre og bedrøvet.

De samme stille Haver. Hvem drømmer nu derinde
med varme, blanke Øjne og Kinderne i Glød?
Hvem knæler nu og gemmer sit Hoved i et Skød
og stryges over Haaret og trøstes af en Kvinde?

Aa, under disse Linde er Luften tung og svanger
af Juninætters Drømme og unge Hjerters Graad
af Minder, som gør Hjertet saa blødt og Kinden vaad,
og Minder, som gør Hjertet saa tungt af Sorg og Anger!

Af underlige Minder, som hvisker: kan du huske
den første Elskovs søde, uforglemmelige Tid?
I lune Juninætter du listede dig hid —
og Nattergalen hulkede i Søndermarkens Buske.

Ak, hvorfor har dog Lykken saa flygtige Minutter,
at selv ej vor Erindring kan grihe deres Hast?
Og hvorfor vil vi søge at nagle noget fast,
naar ogsaa vor Erindring om svunden Lykke slutter?

Fyldt med Blomster blusser
Æbletræets Gren.
Atter blåner Himlen
dyb og varm og ren.
Over Markens Blommer
brummer Humlebien
honningtung og ør.
Ak, så blev det Sommer!
Vandrer du langs Stien
drømmende som før?

Blomsters blide Dufte
bæres vidt om Vang.
Gøg fra fjerne Skove
kukker Dagen lang,
Hørte du i Dalen,
hvor de klare Kilder
klinger gennem Krat
Sang af Nattergalen,
lange Løb af Triller
i den lyse Nat?

Vestens Brise bruser
Ggennem Korn og græs,
Slettelandets bølger
lover rige Læs.
Himlens milde Byger
deres gyldne Grøde
bringer fjernt og nær.
Blomsterstøvet ryger,
dufter dig imøde
over rug som drær.

Ak, så blev det Sommer!
Smægtende påny.
Skønhedsdrømmen stiger
op mod Himlens Sky.
Svanehvid den svømmer
som et dejligt Smykke
i det dybe Blå. --
Hele Jorden drømmer
om et Dyb af Lykke
som den ej kan nå.

Min lille Blomst ! Min lille Fugl !
Jeg ser dig fra mit mørke Skjul.
Jeg vil jo intet gøre dig.
Ak, det var Sund at røre dig !
Om blot det var at bukke sig,
jeg voved ej at plukke dig
og røve dig din klare Sol,
Viol ! Viol !

Min lille Blomst ! Min lille Fugl !
Jeg ser dig fra mit mørke Skjul.
Naar blot jeg maa betragte dig,
saa maa du godt foragte mig.
Jeg vil jo ikke bryde dig,
jeg vil jo bare fryde mig
og aande i den samme Sol
som du, Viol !

Min lille Blomst ! Min lille Fugl !
Jeg ser dig fra mit mørke Skjul.
Men ser jeg ham, som plukker dig,
saa sorger jeg, saa sukker jeg.
Jeg kan jo aldrig række dig ;
men han vil en Gang vække dig
af Blomsterdrøm i Sommersol,
Viol ! Viol !

Den milde Majluft lokker frem paany
de lyse Haab, som aabner deres Øje
og løfter Vingen mod den hvide Sky,
som sølvklar svømmer over grønne Høje.

Og Æbleblomsten som en Pigekind
staar hvid og rød og skinner i sit Smykke.
Saa vaagn paany i Dybet af mit Sind,
du uforgængelige Drøm om Lykke!

Men Fuglene, som flyver hjem i Maj,
og Blomsterne, som aabner sig i Lunde,
de drømmer ej, de skuffes ej, som jeg,
og sørger ej for det, som gik til Grunde.

Kun Hjertet bærer sin Erindring med — —
og vaagner Drømmene en Foraarsmorgen
og løfter Vingerne og vil afsted,
ved første Vingeslag de møder Sorgen.

Dog løfter Hjertets Drøm hver Maj paany
sin Vinge og sit melankolske Øje
og stiger langsomt mod den hvide Sky,
som sølvklar svømmer over grønne Høje.

Hvad vil du da, naar selv den søde Stund,
hvor Hjertet banker mod et andet Hjerte
og Munden suger Lykke af en Mund,
har Kildevæld, hvoraf der rinder Smerte?

I vor lave Stue
staar de hvide Senge
og Gardiner hvide
over Ruden hænge.
Tvende gule Iris,
i en Flaske stukket,
har i vaade Enge
min Veninde plukket.

Se, en Strøm af Roser,
blussende og blide,
gyder Kvældens Solskin
over alt det hvide.
Laaner min Venindes
Haar sit gyldne Smykke,
farver hendes Kinder
med en Glans af Lykke.

Alt saa stille, stille — —
Alle Vinde lagt sig.
Lange Slangeskygger
over Diget strakt sig.
Højt og klart fra Marken
klinger Lærkens Trille.
Kun min Sjæl urolig —
ellers alt saa stille.

En Duft af Viol! Ak, Duft af Viol!
Og Kilder, som pipler i mossede Bund.
Og Duft af Viol, ak, Duft af Viol!
Og nogen, som kysser min Kind og min Mund —
Ak, hellige Sol!

Du kysser mig blot, ak, kysser mig blot!
Saa vaagner de Blomster af Vinterens Baand.
Mit Øje bli’r vaadt, ak, Øjet bli’r vaadt!
Du stryger min Kind med din kærlige Haand —
Ak, hvor det gør godt!

Mit Hjerte var sygt, ak, Hjertet var sygt!
Du kysser mit Hjerte, som havde det ondt.
Det drømte saa stygt, ak, drømte saa stygt!
Nu kysser du Hjertet, saa bliver det sundt,
saa banker det trygt!

Dit duftende Haar! Ak, Duft af dit Haar!
Det rinder velsignende over min Kind.
Jeg Øjet opslaar, ak, op jeg det slaar!
Jeg ser i din Hellighed skælvende ind —
ak, evige Vaar!

Veninde, luk Verandadøren op! Lad Solen skinne,
den varme Sol, Guds Sol, den gode, milde Foraarssol!
Aa Herregud, Veninde, kom! Her fandt jeg en Viol!
Og endnu en og endnu en; saa kom dog ud, Veninde!

Og Crocus, Crocus finder jeg og her en Oljebille,
en drægtig Hun, som blaa og blank fra Løvet kravler op.
Og hvad er det? Aa hør! Aa se! I Lindens nøgne Top!
Et Stærepar! En Han og Hun, som fløjter deres Trille.

Og mærker du den muldne Lugt i alle Havens Gange?
Veninde, kom! Nu vil vi gaa en rigtig Foraarstur
i Pløjejord, i muldent Løv, i grødetung Natur —
Tag dine tykke Støvler paa og jeg vil ta’ de lange!

Saa skal vi gaa os rigtig dejlig træt i Mark og Skove;
og Vaarens friske Rødme skal vi fange paa vor Kind;
og vende hjem i Aften ved de første Stjerners Skin —
og saa i Seng! Aa Gud, min søde Ven, hvor vi skal sove!

Men luk Verandadøren op, Veninde, Solen skinner.
Dens Straaler varmer i min Sjæl, jeg blir saa glad derved.
Jeg blir saa sært vemodig glad og hjertevarm derved
og tænker paa min Lykkes første Kys paa dine Kinder.

Jeg gik mig ud, da Sol oprandt —
mit Hjerte synger af Glæde.
Vær hilset min Morgen, min nyfødte Dag,
med Sol over bristende Væde!

Vær hilset Skønjomfru, som stiger af Bad,
mens Fuglene frydelig sjunge!
Alle mine Sanser og hele min Sjæl,
de bliver saa lystelig unge.

Alle mine Sanser, de vider sig ud
og bliver saa friske og sunde.
Din Renhed, din Skønhed, dugdrivende Dag,
de drikker med tørstige Munde.

Jeg drikker den lifligste Sjælerus
i Morgenens Jomfruaande.
Min Sjæl, den bliver saa karsk og lys
og glemmer hver jordisk Vaande.

Jeg kender dig vel, livsalige Dag!
Ak, skulde jeg ikke dig kende?
Du er jo min unge, vaagnende Brud — —
for nylig jeg kyssede hende.

Jeg kyssede hende paa Pande og Kind,
da aabned hun Øjet og smilte.
Vort Kammer fyldtes af Morgensol,
blandt rødmende Liljer hun hvilte.

[Vær hilset]1 min Morgen, min nyfødte Dag,
som stiger af Bølgernes Væde!
Jeg bader min Sjæl i dit Renhedsvæld
og Sanserne synger af Glæde.

Du fine hvide Æbleblomst!
Hvem gav dig dette Lykkeskær!
Ak, jeg er Solens Hjertenskær!

Hvor fik du denne Purpurglød,
Som brænder i din fine Hud?
Ak, jeg er Solens Foraasbrud!

Velsignet af min Brudgoms Kys
Jeg lever i hans Aandedrag
En kort lyksalig Foraarsdag.

Og naar hans sidste varme Kys
I Aftenrøden strejfer mig
Så hvisker jeg: Jeg elsker dig!

Og lukker mig og bøjer mig
Og drysser over Græsset ud
Mit hvide Flor, mit Bryllupsskrud.1

Vi Sletternes Sønner har Drømme i Sind,
de vågner og bliver til Sange,
de stiger af Sommernattågernes Spind,
som Lærkerne flyver af vange.

De brister af Længsel en Dag i April,
som Crokus og blå Hyacinther,
de bryder som Vårsolens sejrende Smil
igennem den smeltende Vinter.

Så sejler de over det duftende Land,
hvor Vårsæden pibler af Jorden,
og hilser med Jubel bag Skovenes Rand
den blinkende Stribe af Fjorden,

Og skælver [i Forårets]1 fløjtende Lyd,
som triller fra Haver og Lunde,
og stjæler letsindigt Forventningens Fryd
fra løndomsfuldt smilende Munde.

Og segner blandt Blomster i Majnattens Favn,
som brister på Skrænter og Grene,
og hvisker i Duggen den elskedes Navn,
du rene, du eneste ene.

Det er ikke Morgen, det er ikke Nat,
sært Tankerne vildes i Tågen.
Højt hamrer et Hjerte, og [fjernt i sit]2 Krat
er Sommernatsangeren vågen.

Hr. Oluf red over Elverbro
i Midsommernatten den hvide,
[da snubled hans Ganger]3 på fire Guldsko. --
Hr. Oluf, hvorhen vil I ride?

Hvorhen vil I ride før Morgenens Skær,
og hvor er I fostret og båret,
og hvem har I diet, og hvem har I kær,
hvor blev eders Kjortel skåret?

O, Trolddom i Sommernattågernes Spind!
O, Minder, som kogler og frister!
Vi Sletternes Sønner har Drømme i Sind,
og ved ikke selv, når de brister.

De ligger og venter Forløsningens Stund
og længes at blive til Sange,
som Lærker i Kløvermarktuernes Bund,
før Dagningen lyser i Vange.

I Skoven? — Nej! Ved Stranden? — Nej! Ak, du, som er saa klog,
saa sig, hvorfra den stammer, den Uro uden Hvile?
Det er som nogen kaldte, som nogen ud mig drog,
som nogen hvisked: Skynd dig! Ak, skynd dig! Du maa ile.

Er det dig, min Ungdoms Drøm, som kalder paa mig nu?
Er det dig, min Ungdoms Sjæl, som vaagner nu og spøger?
Mistede du noget, som rinder dig i Hu?
Vanker du nu hvileløs og søger — og søger?

Er det dig, min nye Drøm, som lønlig foldes ud?
Er det dig, min nye Sjæl, som i det dunkle fødes?
Det er som nogen kalder, som nogen sender Bud —
I Skoven? Nej! Ved Stranden? Nej! Jeg ved ej, hvor vi mødes.

I Skoven? Nej! Ved Stranden? Nej! Ak, skynd dig blot afsted!
I Skoven? Nej! Ved Stranden? Nej! Du har ej Tid at hvile.
En rastløs Uro driver mig og aldrig faar jeg Fred —
Ak, skynd dig blot! Ak, skynd dig blot! Det haster, du maa ile!

Træd stille min Veninde, jeg ved dit Hjerte græder,
naar tavse vi betræder Erindringens Bred.
Dog føres vi bestandig tilbage til de Steder
hvor Sorger og hvor Glæder i Stilhed sænkes ned.

På SøensVande hviler den Haand, som alting slukker,
og lydløst den sig lukker. Og slumrende deri
en mystisk Aabenbaring af Dunkelheden dukker,
som drømmeagtig smuk er, i fjern Melankoli!

I denne tyste Verden hvor al vor Fryd og Kummer
begraves og forstummer i tusindaarig Nat.
Har Seersjæle skuet og anet, hvad den rummer,
og løst den af dens Slummer og løftet Kunstens Skat.

Her færdes vore døde. Og tavse bud de Skikke,
men vi forstaar dem ikke, fra Skyggelandets Kyst.
Veninde, lad os dvæle ved Søens Bred og drikke
for nogle Øjeblikke dens vemodsfulde Trøst.

Det er Lærkernes Tid.
Ad usynlige Gange
piler deres Sange
gennem en Luft,
som er sitrende blid —
det er Lærkernes Tid.

Det er Abildens Tid.
Over Grene og Kviste
myldre og briste
hvirvlende Stjerner,
til Stammen staar hvid —
det er Abildens Tid.

Det er Bristningens Tid.
I Kirsebærlunden
brast under Hunnen
Ægget i Nat,
nu begynder dens Flid —
det er Bristningens Tid. i
Og Forløsningens Tid.

Vaagn hvad der blunder,
brist som et Under
Drøm i hvert Sind —
det er Bristningens Tid
og Forløsningens Tid. —