Vidt har jeg flakket i Verden, 
hér fæsted sig træt min Fod; 
at tidt man sig taber derude, 
først ret jeg hos Dig forstod. 
Og tog jeg paa Verdens Scene 
det glimrende Flitter for Guld: 
hos Dig har jeg fundet det rene 
Metal i den hjemlige Muld.

Her staar Du med Ziffre skrevet. 
Af Guld har jeg hugget dit Navn 
og sat Dig en Støtte paa Stedet, 
hvor Baaden er kommet i Havn.
Lad Skumring og Taager saa falde:
Paa Sangens Bautasten
staar luende lys for Alle
Bogstaven pur og ren.

Jeg rejser Dig denne Støtte, 
dens Grund er mit Hjærtes Muld;
Skyer kan sløre dens Tinde,
men Navnet straaler i Guld. 
Og glimred min Kunst end ofte 
mig selv og min Sang til Mén: 
her var min Sang i Kofte, 
da den rejste Dig denne Sten.