Sange , opus 19

Vidt har jeg flakket i Verden, 
hér fæsted sig træt min Fod; 
at tidt man sig taber derude, 
først ret jeg hos Dig forstod. 
Og tog jeg paa Verdens Scene 
det glimrende Flitter for Guld: 
hos Dig har jeg fundet det rene 
Metal i den hjemlige Muld.

Her staar Du med Ziffre skrevet. 
Af Guld har jeg hugget dit Navn 
og sat Dig en Støtte paa Stedet, 
hvor Baaden er kommet i Havn.
Lad Skumring og Taager saa falde:
Paa Sangens Bautasten
staar luende lys for Alle
Bogstaven pur og ren.

Jeg rejser Dig denne Støtte, 
dens Grund er mit Hjærtes Muld;
Skyer kan sløre dens Tinde,
men Navnet straaler i Guld. 
Og glimred min Kunst end ofte 
mig selv og min Sang til Mén: 
her var min Sang i Kofte, 
da den rejste Dig denne Sten.

De gik langs der legende Hav,
Og Bølgerne dansed saa lette
Med Skum ad den gyngende Slette;
De vandrede langsomt Fod for Fod,
Stansed, og bukked sig hvor de stod;
De søgte sig Rav.

Hun fik, hvad af Havet han tog,
Skønt blev det slebet, i Form af et Hjærte,
Det skinned saa klart som den klareste Kærte,
Hun bar det paa Barmen, hun kyssed det tidt,
Hun gav ham til Gengæld sit;
Men det var et Hjærte, som slog.

Han fo'r paa det gyngende Hav;
Hun mødte ham ingensinde.
Hun bar paa hans Hjærte derinde,
Hun bar det hos sit, bedrøvet og glad,
Hun vidste ikke at skille dem ad; --
Og hans var kun Rav.

Hejsa, ta' nu din fillede Hat,
Saa gammel den er og hullet:
Smid den først imod Loftet op
Og dask den atter i Gulvet!
Højt at flyve, det kender vi til,
Vi, som har sadlet Pegasen;
Men før Du véd det, saa slaar han Dig af
For han er et ondskabsfuldt Asen!
I Morgen er Valborgs Dag.

Hoa; stille, min lille Hest!
Har jeg først Foden i Bøjlen,
Saa rider jeg op for Himmerigs Kro
Og kaster til Gaardskarlen Tøjlen.
Taagerne ruller sig sammen i Klump
Og skinnende klar ligger Dagen;
Saa spørger Karlen: hvem har vi vel dér
Med Stok-Fiolen paa Bagen? --
I Morgen er Valborgs Dag.

Spillemand er jeg af Lyst og Fag,
Og jeg har laant mine Strenge,
Og jeg har borget min gamle Hat,
Og jeg har slet ingen Penge.
Paa Ryggen dingler min Stok-Fiol
I Bændler saa rosenrøde,
I Hatten blev stukket en Hejrefjer,
-- Agraffen blev sat hos en Jøde!
I Morgen er Valborgs Dag.

Min Kærest' bandt mig de Bændler om,
Og kyssed mig bag mit Øre;
Hvor vidt jeg svæver, hvor højt og langt,
En Stemme jeg stedse kan høre;
En Røst, som hvisker: Flyv højt og langt,
Benyt kun din Friheds Dage,
Flyv selv ind i Himmerigs glade Kro
-- Men glem ej at komme tilbage:
I Nat er det Valborgs Nat!

Jeg havde mig en Hjertenskjær,
        Og hun var blond...
   Sæt Kruset frem og drik!
Hun skænked mig sin bedste Vin,
Jeg strøg dertil min Violin;
Og Tiden randt, og Dage svandt,
Og Nætter med -- o Gud!
Den Vin var stærk, saa stærk og sød,
Og til mit Hoved den mig gik,
Men Hjertet svared med Musik,
Og udi Dur og Moll henflød
Saa mangt et Døgn...
                            Drik ud!

Jeg havde mig en Hjertenskjær,
        Nej det er sandt...
   Hvad rummer Kruset vel?
Hun rakte mig sin bedste Vin,
Jeg strøg dertil min Violin;
Men som en Kvæld mit Strengevæld
Just toned bedst -- drik ud!
Da skurred Gitterlaagens Klang;
Flygt, elskte! bad hun; thi den Vin,
Jeg skænked Dig, den var ej min! --
Saa kyssed jeg for sidste Gang
Den Skaal, og gik...
                     O Gud!

Alle Klokker bringer fjernt
Bud fra gamle Dage;
Alle Blomster vender sig
Og ser med Suk tilbage;
Hjertegræsset skælver svagt
Under Aftnens Brise; ...
Stille, Hjærte! skælv ej Du
Som denne lille Vise.