Der aander en tindrende Sommerluft
varmt over Hardangerfjords Vande,
hvor høit op mod Himlen i blaalig Duft
de mægtige Fjelde stande.
Det skinner fra Bræ, det grønnes fra Li,
sit Helligdagsskrud staar Egnen klædt i,
ti, se! over grønklare Bølge
hjem glider et Brudefølge.

Som en Oldtidens Kongedatter dejlig og prud
med Guldkrone paa og Skarlagen,
i Stavnen sidder den prægtige Brud
saa fager som Fjorden og Dagen.
Lyksalig Brudgom svinger sin Hat,
nu fører han hjem sin dyreste Skat
og ser i de Øjne milde
sit Liv som et Bryllupsgilde.

Alt risler det lokkende Tonefald
af Ganger og Slaat over Voven,
fra Fjeld og til Fjeld ruller Bøssens Knald,
og Glædesraab svarer fra Skoven.
Med Brudens smaa Terner drives der Skjemt,
og Kjøgemesteren har ikke glemt
at fylde ustanselig Kruset
til Ære for Brudehuset.

Saa drage de fremad med lysteligt Spil
henover den blinkende Flade,
og Baad efter Baad sig slutter dertil
med Bryllupsgjæster saa glade.
Det blaaner fra Kløft, det skinner fra Bræ,
det dufter fra blomstrende Abildtræ.
Ærværdig staar Kirken paa Tangen
og signer med Klokkeklangen.