Fire Sange , opus 9

Du Klang, som, engang vakt.
Gav Mod min bange Stemme,
Du har paa Læben lagt
De Ord, som dybt i Hjertet havde hjemme.
Nu slynger Tonen sig
Om Ordet blidt, fortrolig,
Og kalder ømt paa Dig
I Nattens Stund ved Døren til din Bolig.

Og hvis min Stemmes Klang
Har Gjenlyd hos Dig funden,
Og hvis min simple Sang
I Nattens Luftning sporløst ei er svunden,
Da lær imorgen mig,
Naar vi ved Stranden vanker,
Hvorledes Sangen sig
Har slynget ind i dine Drømmes Tanker. 

Flyv ud, min Længsels Sommerfugl!
Bryd Bladets Svøb og Knoppens Skjul,
Flyv ud med Duft og Farve! 
Forlænge laae i Snee og Kuld 
Du gjemt af Savnets Vintermuld 
Som Elskovshaabets Larve.

Flyv ud, Du Vaarens Sendebud! 
Du første, frie, friske Skud,
Du Haab om, hvad der kommer! 
Flyv ud til Ham, mit Haab, min Tro, 
Mit Hjertes Glød, min Elskovs Bo,
Flyv ud! -- Det bliver Sommer.

Man vil vide, at Harpen, jeg slaaer for min Møe,
Den var eengang en Havfru, som sang under Søe
Og som sværmed hver Aften i Bølgernes blaa
For paa Stranden den Yngling, hun elsked, at naae.
 
Hendes Elskov forsmaaedes, hun sukked forladt,
Sine Guldhaar hun vædet med Taarer hver Nat
Indtil Himlen med Ynk over tro Elskovs Nød
Den skjøn Havfru gav Form af en Strengeleg sød.
 
Endnu Kinden gav Smiil, endnu Barmen steg rund,
Da hver Søeskjønhed svandt i den klangfulde Bund.
Hendes Haar, hver en Lok, der af Taarer var fuld,
Over Armene sænktes som Strenge af Guld
 
Deraf kom det, at Harpen sin Kjærligheds Fryd
Sammenblanded saa længe med Kummerens Lyd
Til du, Elskte har skildt dem, og lært hver især,
Er du fjern, tone Sorg, tone Lyst, er du nær. 

Min Fa'er han var en Fiskermand
Med Hus iland,
Med Baad paa Vand,
Med Klæder i sin Kiste;
Han lærte mig fra jeg var Barn
At ro en Baad og røgte Garn; --
Tilsidst han dog forliste,
Og Fiskene ham spiste.

Jeg arved Garn og Baad og Hus
Og Aalerus'
Og Søndagskrus,
Dertil hans bedste Klæder;
Jeg græd en Stund med Mo'er omkap, --
Saa tog jeg fat hvor Fa'er han slap;
Hvad hjælper det man græder?
Det gavner ingen Steder!

Hvad hjælper det Ens Kind er vaad,
Hvad gavner Graad,
Naar man har Baad
Og saa en Mo'er derhjemme? --
Nei, Baad og Arbeid følges ad,
Og Mo'er derhjemme skal ha' Mad:
Det maa man ikke glemme,
Men Ryg mod Sorgen stemme! --

Og jeg tog fat hvor Fa'er han slap;
Paa Næven rap
Med Flik og Lap
Jeg Baadens Tømmer frisked,
Og jeg fik gode Spanter reist
Og jeg fik nye Klude heist;
Og Taaren bort jeg visked,
Og gik saa ud og fisked.

Jeg hugger Aal den Morgen lang
Med Jern paa Stang
Blandt Bundens Tang
Og Græs og anden Grøde;
Saa seiler jeg paa Dybet ud
Med Skum for Bougen, Pres paa Klud: --
Hvor Fa'er gik hen og døde
Der tager jeg min Føde.

Og har jeg Baaden fuld af Fisk,
Saa hjemad frisk
Til Dug og Disk,
Hvor Mo'er ved Gryden længes!
Det Bedste blier paa Ilden sat,
For blanke Dalere en Klat
Paa Prangervognen slænges;
Til Tørring Resten hænges.

Men er der Dands i Byens Kro:
Hei hop, min Tro,
I Ankelsko
Og Silkevest jeg springer.
Og Stævne har jeg Pigen sat
Til Dands med mig den hele Nat; --
Og næste Dag jeg bringer
En Ring til hendes Finger.

Saa spleiser Præsten snart en Traad
Om Bo og Baad
Og Husgeraad
Og mig og om min Stine:
For, Stine hedder hun, min S'æl,
Og I maa tro, hun er reel,
Og ikke en af hine,
Som løber løs i Line.

Og saa, saa er jeg Fiskermand
Med Hus iland,
Med Baad paa Vand,
Og Kone med tillige.
Hurra, det er en ren Plaseer,
Og næste Aar! -- jeg si'er ei mer:
En Dreng -- maaske en Pige;
Det kan nu Ingen sige.