Ti sange , opus 29

Jeg træder de perler blanke
sammen med varsom hånd.
Jeg slynger om halsen den slanke
et tungttvundet perlebånd.

Jeg sætter en ring på din finger,
en ring, der skal skinne som ild:
en solstråle, gylden og klinger,
krummer jeg sammen dertil.

Et purpurrødt tæppe jeg spreder
fremfor din fine fod:
som brusende silke sig breder
mit dampende hjerteblod.

Jeg sidder ved floden og græder
og binder dit perlebånd.
Og natduggens perler jeg træder
med skjælvende, varsom hånd.

Liden Kirsten hun sad [så]1 silde, 
mens gjøgen gol udi grønne skov. 
Liden Kirsten nynned en vise, 
imens hun sit brudelin vov. 

Liden Kirsten hun sad ved sit vindve 
og så på sin ring af guld, 
skotted nedad sit sorte skjørt
og smilte så tankefuld. 

Liden Kirsten lagde sit hoved tilro 
på armens snehvide lin. 
Og hæggen dufted, 
mens Kirsten drømte om kjæresten sin. 

Liden Kirsten løste sit gule haar 
og gik til ro i sin kove. 
Liden Kristen folded de hænder små, 
mens gjøgen gol udi skove.

Korpen sidder på kirkeport
skriger så sårt [mod]1 kvæld.
Nu er det tomt, og nu er [det]2 tyst
over det [vide]3 fjeld.

Klokken ringer fra [kirketårn]4
udover øde sletter.
På korsene rider de hekse tre
og skriger i mørke nætter.

De danser over de tuer små
og leger med dødmands ben.
Så ler de høit i den tause kvæld
og hopper på gravenes sten.

Og korpen sidder på kirkeport,
og klokken den ringer mod kvæld.
Men ingen færdes vel længere nu
over det ødslige fjeld. -

— This text is not currently
in the database but will be added
as soon as we obtain it. —

— This text is not currently
in the database but will be added
as soon as we obtain it. —

Frem og tilbage,
frem og tilbage,
alle dine sollyse levedage.
Jeg skal vugge dig, vennen min,
vugge dig lige i himmelen ind,
vugge din sorg tilhvile.

Luk dit bedrøvede øiepar,
jeg skal vugge din sorg tilhvile.
Jeg skal fortælle de deiligste ting,
så du i drømme skal smile.

Så skal jeg føre dig frem til fest,
så skal dit øiepar stråle i glæde.
Så skal jeg skue i brudedragt
dyreste vennen min dansen at træde.

Frem og tilbage,
frem og tilbage,
alle dine sollyse levedage!
Jeg skal vugge dig, vennen min,
vugge dig lige i himmelen ind,
vugge din sorg tilhvile.

Bølgerne ruller så tungt ved nat
langt ude på havsens vande. -
Der vifter ei vind, og der er intet seil,
der glimter ei stjerner i sjøens speil; -
men der driver lig mod strande.

Der flyder i natten et lysende skjær
histude på havsens vande.
Der driver en kvinde i silkerig dragt
med armene stivt over sjøerne strakt; -
et lig, som driver mod strande.

Men rinder da solen ved vinterdag
så rød over havsens vande,
da ligger en strime med skum igjen
og gynger hvid iver sjøene hen,
mens der driver lig mod strande.

Det er nat så vide over vei og vang,
det er stillt i veiret, men dog er [det]1 klang
som fra månestrålers fineste strenge.
Hvor underligt at sidde så ene og forladt!
Gad vidst, om [det ei]2 er slig majlys en nat
alverne danser over enge?

Det er nat så vide over vei og vang.
Jeg hører der bæve gjennem luften en sang,
men tonerne kan jeg ikke finde.
Det er drømme som kommer, og drømme som går,
drømme fra ivinter og drømme fra ivår,
og [vemod]3, som vugger mig isinde.

Og [vemod]3, som vugger sig så vide over land,
[vemod]3 indtil verdens den yderste rand,
og længsler, som flokkes og trænges.
Det hulker i skoge og det græder i krat.
Å Gud, hvor det er tungt slig majlys en nat,
at sidde her så ensom og længes!

Jeg går og leder og leder,
jeg går og græder og græder, -
jeg kan jo ei finde min egen grav -
vestenfor måne og søndenfor hav.
Og stjerner skal over den skinne...
Men intetsteds kan jeg den finde.

Så går jeg hen til min moder,
min gamle hellige moder.
Så sagtelig banker jeg på med min stav, -
min moder ligger kun taus i sin grav.
Og stjernerne over mig skinner;
[og]1 aldrig min grav jeg finder.

Hei, spillemænd, op med en lystig danse,
lad buen gå rapt over strenge.
Så danse vi ud i den duftende kveld
vidt ud over alle enge.

Hei, spillemænd, op med en lystig dans,
så frem med jer, gutter og jenter!
Og jeg skal gå først, for iaften jeg ved,
at ikke på mig hun venter.

Og så skal vi danse den lange nat,
for hun favnes nu af en anden.
Og bring mig så hidhen en sølvtung pokal
og fyld den med vin til randen.

Jeg drikker din skål, du min hjertenskjær,
mens nattågen drar over enge,
og dansen går vild i den duftende kveld
til toner fra alle strenge.