Fem Sange , opus 3

Aftnen er stille,
timerne trille
lydløse ned i det evige væld. 
Kun mine tanker
lyttende vanker, -
vil hun ej komme i kvæld,
- ej komme i kvæld? 

Vinteren drømmer,
stjernerne svømmer
gennem dens florlette syner og ler,
nævnende sommer,
elskov og blommer, -
tør hun ej møde mig mer,
- ej møde mig mer? 

Havet, med panden
is-lagt mod stranden,
sukker i længsel og rejsesyg ro. 
Skibe for anker,
sejlfyldte tanker, -
o, vi må findes, vi to,
- må findes, vi to! 

Sneen har dalet,
tumlet og malet
eventyr-let i den skog-dunkle hej. 
Dyrene lister,
slagskygger frister:
var det dit fodtrin, o nej,
- dit fodtrin, o nej! 

Modet du savner,
rimfrosten favner
længselens grene, fortryllet du står. 
Men jeg tør sprænge
dækket og trænge
ind, hvor i drømme du går,
- i drømme du går.

Jeg hviler ved mine minder
under livets grønne træ;
som børn med blege kinder
de sidde på mit knæ.

Jeg hviler ved glædens kilde,
med roser om min lok,
men hos mig leger den stille
erindrings engeleflok.

Jeg jubler med mit glade,
mit friske ungdomsmod.
Som falmede rosenblade
de dandse øm min fod.

De gamle, kjære minder,
de nævne mig ømt ved navn,
når dagens lys oprinder,
jeg vågner med dem i favn.

Når engang livets varme
forsvinder fra min kind,
med dem i mine arme
jeg sover stille ind.

Før øiet lukkes til sidste blund, 
o, lad det dit øie møde, 
og hold mit hoved i dødens stund 
blidt i dine hænder bløde, 
og tryk et kyss på min blege mund 
for alt hvad jeg måte lide; 
du kyssed mig aldrig, i kys mig kun, 
nu ingen kan det få at vide.

Da vil jeg tro at jeg bæres frem, 
hvor stjernerne klarhed tænder; 
da vil jeg tro at mod himlens hjem 
jeg bæres av englehænder, 
da vil jeg tro at de kysse mig, 
thi al min kval og kvide, 
som nattens tåge fra solens vei 
da bort fra mit bryst må glide.

Kom og hvil ved mit Bryst, Du, min anskudte Hind! 
Har end Flokken forladt Dig, det huser Dig end;
Her Du finder et Smiil, ingen Skyer kan naae,
Og et Hjerte, som evig for Dig kun vil slaae.

O! hvad var vel Kjærlighed, skifted den om 
I Sorg og i Glæde, i Ære og Skam? 
Om dit Hjerte, er brødefrit, spørger jeg ei,
Jeg veed kun, jeg elsker Dig, elsker kun Dig.

Du har kaldt mig din Engel et saligt Sekund,
Og det vil jeg være i Godt og i Ondt;
Uforfærdet i Flammen jeg følger din Vei,
For at frelse Dig eller at segne med Dig. 

Bølge mod Kyst, hvor kommer Du fra?
Hvor er din Hjemstavn, hvor er din Vugge?
Hvem mon de gjælde, de klagende Sukke,
   Bølge mod Kyst?

Har Du en Elsker, hvor Solen gaar ned,
Hist under Hav i de solgyldne Banker?
Sender Du ham dine bristende Tanker,
   Bølge mod Kyst?

Nei, Du er kold, og dit Væsen er Graad;
Thi Du maa dø. Just som Livet Dig skjænkes
Atter i Glemselens Vande Du sænkes,
   Bølge mod Kyst!

Billed Du blev paa den skiftende Tid,
Billed paa Lykken, som kommer og viger
Bristende netop, som høiest den stiger,
   Bølge mod Kyst!

Giv mig din Lod, saa klager jeg ei!
Løft mig blot heit og bær mig et Stykke
Frem mod den lyse, livsalige Lykke,
   Bølge mod Kyst!

Sænk mig kun saa i det evige Hav!
Selv kun en Bølge, som dækkes af andre,
Vil til Forglemmelsens Lande jeg vandre.
   Bølge mod Kyst!