Tre romancer , opus 10

Undrer mig på, hvad jeg får at se
  over de høje fjelde? 
Øjet møder nok bare sne.
Rundt omkring står det grønne træ,
  vilde så gerne over,
  tro, når det rejsen vover? 

Ørnen løfter med stærke slag
  over de høje fjelde,
ror i den unge, kraftfulde dag,
mætter sit mod i det vilde jag,
  sænker sig, hvor den lyster,
  ser mod de fremmede kyster! 

Løvtunge abild, som intet vil
  over de høje fjelde? 
sprætter, når somren stunder til,
venter til næste gang den vil,
  alle dens fugle gynger,
  véd ikke, hvad de synger. 

Den, som har længtet i tyve år
  over de høje fjelde,
den, som véd, at han ikke nå'r,
kender sig mindre år for år,
  hører, hvad fuglen synger,
  som du så trøstig gynger. 

Sladrende fugl, hvad ville du her
  over de høje fjelde? 
rede du fandt vist bedre dér,
videre syn og højere trær,
  ville du bare bringe
  længsel, men ingen vinge? 

Skal jeg da aldrig, aldrig nå
  over de høje fjelde? 
Skal denne mur mine tanker slå,
sådan med sne-is og rædsel stå
  stængende der til det sidste,
  blive min dødningekiste? 

Ud vil jeg! ud! -- O, så langt, langt, langt,
  over de høje fjelde! 
her er så knugende, tærende trangt,
og mit mod er så ungt og rankt,
  lad det få stigningen friste,
  -- ikke mod murkanten briste!

Engang, jeg véd, vil det række frem
  over de høje fjelde,
kanske du alt har din dør på klem? 
Herre, min Gud! godt er dit hjem,
  lad det dog endnu stænges,
  og jeg få lov til at længes!

Treet stod ferdig med blad og med knopp.
-- Skal jeg ta dem? sa frosten og pustede opp.
-- Nei, kjære, la dem stå,
til blomster sitter på! --
bad treet og skalv ifra rot og til topp.

Treet fikk blomster, så fuglene sang.
-- Skal jeg ta dem? sa vinden og viftet og svang.
-- Nei kjære, la dem stå,
til bæret sitter på! --
bad treet, i vinden det dirrende hang.

Og treet fikk bær under soløyets glød.
-- Skal jeg ta dem? sa jenten så ung og så rød.
-- Ja kjære, du kan ta,
så mange du vil ha!
sa treet og grenen det bugnende bød.

I skogen smågutten gikk dagen lang,
  gikk dagen lang;
der hadde han hørt slik en underlig sang,
  underlig sang.

Gutten en fløyte av selju skar,
  av selju skar -
og prøvde om tonen der inne var,
  der inne var.

Tonen den hvisket og nevnte seg,
  og nevnte seg,
men best om han lydde, den løp sin vei,
  den løp sin vei.

Titt når han sov, den til ham smøg,
  den til ham smøg,
og over hans panne med elskov strøg,
  med elskov strøg,

Ville den fange, og våknet bratt,
  og våknet bratt;
  men tonen hang fast i den bleke natt,
  den bleke natt.

"Herre min Gud, ta meg der inn,
  ta meg der inn,
ti tonen har fått mitt hele sinn,
  mitt hele sinn."

Herren han svarte: "Den er din venn,
  den er din venn;
skjønt aldri en time du eier den,
  du eier en.

Alle de andre dog litt forslår,
  dog litt forslår,
mot denne du søker, men aldri når,
  men aldri når." -