Digte af Sangenes Bog af Holger Drachmann , opus 13

Din Dug er atter bredt paa Jord,
Dit Krus er atter fyldt --
Og atter bænket ved dit Bord
Jeg lægger Stav og Rejsebylt
Og glemmer, hvad der blev forskyldt,
Og bøjer mig og kysser Dig --
    O Mo'r, vor gamle Mo'r!
Og knuger Du mig i din Favn
Og nævner mig ved Sønnenavn :
Saa føler jeg, hvor stærk, hvor stor,
Hvor vennesæl, hvor fordomsfri,
    Hvor rig Du er, o Mo'r!

Den, som mod Kundskab hungrer hedty
Du rækker mild din Bog:
Den, hvem det alt er iige fedt,
Fordi han blev et sølle Skrog,
Hvem ingen ænser i hans Krog,
Ham skjuler Du i Skyggen dér
    Hvor Orm og Orm er et !
For Dig blev Tyv og Skøge ej
Hint Skræmselssyn paa Godtfolks Vej
Du ammed op hvert lidet Nor,
Og søler det sig til, saa har
    Du Linnedsvøb, o Mo'r!

Din Lovbog skal ej ændres om
Hvert halve hundred Aar ;
Din Formel er ej kold og tom :
Din Ting-Stav stedse plantet staar,
Og kranses baade Høst og Vaar,
Og vinker os og trøster os
    Mod Menneskenes Dom !
Dit Smil er bredt, din Graad er blød,
Den falder i dit eget Skød :
Og vidt Du spreder Rosers Flor
Ud over Graven, som vi grov
    Os selv -- vor egen Mo'r!

Lad Øjet op fra "Støvets" Jord
Til Himlens Telttag se :
Her i dit Telt er dækt vort Bord,
Og huser Hjertet Angst og Ve,
Saa gemmer Ranslen Kniv og Ske;
Vi bænker om din Fri-Disk os
    Og langer til -- o Mo'r!
Vel fik vi Brev som Vandringsmand,
Men række Himlen, hvo som kan :
Vi bliver her paa denne Jord,
Forgaar med Dig, staar op med Dig,
    O Mo'r, vor gamle Mo'r !

Støvskyer stiger for hvert et Skridt,
Og Solen paa Ryggen bager --
Jeg holder med mine Tanker Trit
Og passer mine egne Sager.

Hvem andre skulde vel passe dem?
De kan baade tynge og trykke,
Men mødig og støvet jeg naa'r vel frem
Før Solen gaar ned med min Lykke.

Og synker Du Sol i et knitrende Baal
Bag Vestens flammende Høje,
Jeg har vel endnu i Mørket et Maal,
Vil vove derfor min Trøje.

Fordybet i mine Tanker jeg gaar,
Og lader mig bage og stege --
I Solen ser jeg et gyldenrødt Haar
Og Kinder saa lysende blege.

Om disse Kinder jeg nynner en Sang
Og digter et Kvad til de Lokker --
Og slider jeg op Koturnen en Gang,
Jeg digter endda paa Sokker.

Da Maanen stod bag Skyer, gik jeg ned 
til Havets mørke drømmeriske Bred.
Sølvskyens Næt henover Æthrens Blaa
var kun én Streng, som Hænder leged paa;
og disse fine hvide Fingre smaa slog Strengen i en underskøn Musik, 
og vidt ud lyste Søen langs sin Bred, da Maanen atter ud fra Skyen gik.

Dér stod jeg ydmyg, slog mit Øje ned,
fornam et Lysvæld af en Herlighed,
fornam mit Selv al Elskovs Udspring nær,
fornam min Sjæl af Nattens Rigdom fuld,
af Sølvmorsdis, af Hav blinks Straaleskær;
tavs stod jeg denne Tavshed var Guld, Guld.

De klamres indenfor Islam,
og kives i hver en Tro.
Verden er fuld af Sekter og Schismer --
Hvornaar vil de komme til Ro?

De taler, medens de strides,
Om alt det, hvorpaa de tror.
Det gælder at elske nogen
Paa denne kivagtige Jord !

Bosporus! din Bølge sukker,
naar med Knitren Solen slukker 
Faklen i dit vaade Skød!
Men fra modsat Side Maanen
ud af Æthrens dybe Blaanen
strækker Lampen valmurød.

Og det er i Valmudrømme 
Bølgen vugger sig til øme 
Toners skære Farveklang!
O Suleîma! denne Bliven, 
denne Flygten bort og Given
hen sig i den tavse Fryd:

denne Længsel, som vil stige, 
denne Attraa, som vil hige 
frem og frem til større Fryd...
dette uudsigelige 
valmusvangre Drømmerige 
kender Du til Bølgens Lyd?

Frygteligt, naar vi vil tænke os Begyndelsen og Enden!
Denne Vriden sig og Venden,
for at faa hvad Facit ud?
Allah, Allah, Du er Gud!
Er og var og vil saa blive,
hvad vi end vil tænke, skrive, 
digte, tragte, regne ud!

Du har skabt den første Spire til Begyndelsen og Enden,
skabt vor Tvilen og Erkenden
skabt din egen Verden, Gud!
Men min Verden paa dit Bud
skabtes, da Du hende skabte!
Denne Verden, ak den tabte
jeg... og dog er der en Gud!

Ofte Du sang for de Andre, og muntert Du kvad;
aldrig for mig har Du nynnet, hvor tidt jeg end bad!
Stundom jeg sang for de Andre, skøndt ingen mig bad
tidt sad mig Graaden i Halsen, naar muntert jeg kvad!
Kom, skænk mig Vin i mit Bæger! Hvor slap jeg min Traad? 
Altid jeg hører Dig nynne; det frister til Graad!

Der leger en Sang gennem Luften.
I Dagningens blege Glød
Jeg sidder med Gudebilledet
Vuggende paa mit Skød ;

Og ser Du den flydende Sølvstrøm,
Som bærer den mørke Kanô?
Ser Du den Ø i Floden
Med Templet rejst for os to?

"Jeg ser ingen Ø i Floden
Og ikke den mørke Kanô;
Templer kan rejses og styrte:
Nirwāna har Plads for os to!"

Der leger en Sang gennem Luften.
Fra Dybet fornemmer vi den,
Hvor Tang-Skoven skilt ad ved Roden
I Kronen forenes igen ;

Og Kronerne øjner en Sølvstrøm,
Som bærer den mørke Kanô
Vuggende tyst over Floden
Til Templet, som rejstes for to. 

Ak, Elskede, kender Du Floden
Og ser Du den mørke Kanô?
Den glider med os, vi, som søger,
Nirwāna ! din evige Ro !

Der er paa Fjældenes de høje Vidder
En Stilhed, en usigelig og dyb ;
Og der er stille ude paa det store
Regnmætte, blanke, oljeglatte Hav.
-- Tyst som en Grav!

Men mer end alt er der en Stilhed efter
De ømme lidenskabelige Ord,
Der dør i Kysset hen -- det, som bekræfter:
Jeg elsker Dig!

Der gives Stjerner, fjærnet fra vor Jord 
saa langt, at deres Straaler Aar behøver 
forinden Lyset Jordens Dunstkreds kløver 
og fryder os, vi som paa Jorden bor.

Gik da en saadan Stjærne hen og døde,
saa vilde aarevis dens Blik os fryde,
skøndt slukket længst i Himmelrummets Øde.

Og Du!... det Billed er ej svært at tyde:
Du er den Stjerne -- jeg den Jordbebor -- 
Et cetera... hvortil de mange Ord?