Din Dug er atter bredt paa Jord,
Dit Krus er atter fyldt --
Og atter bænket ved dit Bord
Jeg lægger Stav og Rejsebylt
Og glemmer, hvad der blev forskyldt,
Og bøjer mig og kysser Dig --
    O Mo'r, vor gamle Mo'r!
Og knuger Du mig i din Favn
Og nævner mig ved Sønnenavn :
Saa føler jeg, hvor stærk, hvor stor,
Hvor vennesæl, hvor fordomsfri,
    Hvor rig Du er, o Mo'r!

Den, som mod Kundskab hungrer hedty
Du rækker mild din Bog:
Den, hvem det alt er iige fedt,
Fordi han blev et sølle Skrog,
Hvem ingen ænser i hans Krog,
Ham skjuler Du i Skyggen dér
    Hvor Orm og Orm er et !
For Dig blev Tyv og Skøge ej
Hint Skræmselssyn paa Godtfolks Vej
Du ammed op hvert lidet Nor,
Og søler det sig til, saa har
    Du Linnedsvøb, o Mo'r!

Din Lovbog skal ej ændres om
Hvert halve hundred Aar ;
Din Formel er ej kold og tom :
Din Ting-Stav stedse plantet staar,
Og kranses baade Høst og Vaar,
Og vinker os og trøster os
    Mod Menneskenes Dom !
Dit Smil er bredt, din Graad er blød,
Den falder i dit eget Skød :
Og vidt Du spreder Rosers Flor
Ud over Graven, som vi grov
    Os selv -- vor egen Mo'r!

Lad Øjet op fra "Støvets" Jord
Til Himlens Telttag se :
Her i dit Telt er dækt vort Bord,
Og huser Hjertet Angst og Ve,
Saa gemmer Ranslen Kniv og Ske;
Vi bænker om din Fri-Disk os
    Og langer til -- o Mo'r!
Vel fik vi Brev som Vandringsmand,
Men række Himlen, hvo som kan :
Vi bliver her paa denne Jord,
Forgaar med Dig, staar op med Dig,
    O Mo'r, vor gamle Mo'r !