To Sange med Piano , opus 9

Det var ikvell, medan Tankarne sveiv
– so vida ikring dei Fuglarne fêr –,
at inne i Skogen eg gjekk og dreiv.
Det var no so fagert og fint eit Vêr.
Himlen han kvelvde seg klaar og rein,
og Vaaren log ifraa kvardan Grein:
           «Du Per, du Per,
– aa hei! aa hop! – aa er du no der!
           Og kjenner du inkje ikvell, ikvell,
at Livet, det er no det likaste lell?»

Og alle dei Blomar og grøne Straa,
eg saag, kvarhelst eg so gjekk og fôr,
dei rudde seg Rom so hugheilt, dei smaa,
imillom det Lauvet, som datt ifjor;
dei keik, og dei nikkad. – Eg tykte, eg,
det var, som vilde dei segja til meg:
           «Du Per, du Per,
– titt, titt! titt, titt! – aa er du no der!
           Og kjenner du inkje ikvell, ikvell,
at Livet, det er no det likaste lell?»

 ... 

– So andad eg ut av min Barm so saar
den Dauda-Dumba i djupe Drag.
Eg drakk av den Lufti so frisk og klaar,
og klinkad med Livet, som liver idag.
Eg nikkad til Lauv og til Gras og til Blom,
eg trallad aat Fuglo, so Lunden gav Ljom:
           «Han Per, han Per
– aa hei! Hurra! tralala! – han er her!
           Og det kann han kjenna ikvell, ikvell,
at Livet, det er no det likaste lell!»

I mellem de sovende sletter Gaar elven sin døsige gang:
Smaa bølger mod stranden skvætter
med blød og bristende klang.
Det risler på vang, det rasler i krat,
der er tusen slags lyd en sommernat.
Jeg gaar i de lyse nætter og nynner en elskovssang.

Duft stiger fra blomstersletter, duft synker fra løvets hang,
Duft gølder luften og mætter hvert aandedrag på min gang.
Duft vugges paa vang, duft stænkes fra krat,
der er tusen slags duft en sommernat.
Jeg gaar i de lyse nætter og nynner en elskovssang.

Det er som all elskov flætter sit suk i nattens klang,
All elskovs aande fortætter sig hed i duft over vang.
Ak natten er lang og natten er lys,
og luften gaar svanger med kjærtegn og kys.
Jeg gaar i de lyse nætter og nynner en elskovssang.