Otte Sange af B.S. Ingemann's Salomon og Sulamith

Freidig er min Gang
Gjennem Palmernes Skygge:
Bjergene skal høre min Morgensang,
Og Dalene udraabe min Lykke.

Mægtig er min Færd,
Og lyksalig min Gjerning:
Han er hos min Side, som Verden bær
Og ruller alle Skjæbnernes Tærning.

Herligt er mit Værk
I den Mægtiges Skygge:
Bygger ei hans Haand paa min Borg fuldstærk,
Forgjæves alle Mestere bygge.

Freidig skal mod Sky
Mine Øienlaag hæves:
Vaager ikke han over Land og By,
Skal Vægterne kun vaage forgjæves.

Lykken farer hen -
Ingen Hvile sig under;
Jeg har hos min Side den skjulte Ven;
Han giver mig det Alt, mens jeg blunder.

Jeg vil bøie mit Hoved imod hans Bryst
Og min Kind mod hans Hjertekammer.
I hans Blik vil jeg dukke min Sjæl med Lyst
Og vugges i Livets Flammer.
 
Hans Paulun er et Tempel med Myrrhaduft;
Som Propheters hans Røst mig klinger.
Naar han sukker, faae Paradiistanker Luft
Og flyve med Englevinger.
 
Mine Kinder har Middagens Straaler brændt,
Naar jeg gik gjennem Ørkner golde.
Mod den stigende Sol var mit Aasyn vendt
Og mod hans Pauluners Volde.
 
Jeg er dunkel, som Druen, der blusser rød
Paa mit Bjerg over Kedars Vænge;
Dog han elsker de mørkladne Kinders Glød
Som Rosen fra Sarons Enge.

Jeg er „Rosen fra Saron“, Salomons Lyst,
Naar hans Blik til mit Øie sig klæber:
Hans Bryst har bævet mod Sulamiths Bryst,
Og hans Læber mod Sulamiths Læber.
 
Naar jeg hører hans Navn i Hyrdernes Sang
Og hans Hæder paa Jomfruers Tunger,
Min Mund er stum; men min Tanke har Klang,
Og i Sulamiths Hjerte det sjunger.
 
I dit Navn er der Storhed, Skjønhedens Søn!
Derfor elske dig Libanons Piger;
Den Sjæl, som elsker dig høiest iløn,
Kun til Roser og Lillier det siger.

Med Bjergmøen gaaer jeg paa Løvernes Sti.
Som Gazellens er Sulamiths Øine milde;
Et Flammevæld dog glimter deri:
Det sprang fra Sjælens tillukte Kilde.
        — Maanen skinner paa Bjerget.
 
O! skjøn er din voxende Elskov, min Brud!
Hvad er Viinhøstens Frugt mod din Blomsterlæbe!
Du aander Ord som Foraarsdug ud;
Som Dug paa Ørk ved min Sjæl de klæbe.
        — Maanen skinner paa Bjerget.
 
Du elsker og bæver i Elskerens Arm -
Du mig flyer, min Gazel med de Øine milde!
En tillukt Hauge blev mig din Barm,
Dit Hjertes Dyb en beseglet Kilde.
        — Maanen skinner paa Bjerget.
 
Den lukkede Have har Balsam fuldsød;
Der er Dale med Lillier blandt Marmorbuer;
Der rødmer skjult Granatæblets Glød;
Der dufter Myrrha hos Copherdruer.
        — Maanen skinner paa Bjerget.
 
Det lukkede Væld er en levende Strøm;
Det er Kilden, som springer med Livets Vande.
— O! blev til Liv min Paradiisdrøm?
Nedsank til Lilliernes Dal min Pande?
        — Maanen skinner paa Bjerget.

        Kom, Høilandets Vinde!
        Kom, Luftning fra Nord!
Kom, Pust, som fra Sydens Havdyb oprinde!
Kom ned til min Have, I viftende Vinde!
        Drys Balsam paa Lilliernes Jord!
 
        O! gid han vil komme
        I Svalingens Stund!
Kom, Elskede! Dagens Færsel er omme.
Det lufter i Haven. O! gid han vil komme
        Til Kilden i Kjærligheds Lund!

I min Drøm jeg saae ham. Jeg hviled blødt.
        Han kom, min Sjæl at husvale.
Paa min Læbe brændte hans Læbe sødt -
        Nu de sovende Læber tale!
 
Jeg er Bjergets Due; min Sjæl er din;
        Min Ørn! jeg skuer dig atter;
I min Viinløvsal du, som før, er min,
        Bringer Sommer til Bjergets Datter.
 
Har vor Viinstok Skud? springer Rosen ud?
        Har Figentræerne Knopper?
Bringer Turtelduen os Elskovsbud?
        Stod der Blomster, hvor Kiddet hopper?
 
See! endnu den dufter min Dudaim,
        Den første Blomst, du mig rakte -
I dens Krone slumred smaa Elohim —
        Ak! Cherubernes Sværd dem vakte.

Min Elskovs Magt var som Dødens;
Som Scheol var min Nidkjærhed vild;
Dog Kjærligheds Glød er som Morgenrødens -
En Lue fra Herren dens Ild.
 
Den Ild ei Vandfloder slukke;
Ei Afgrundsstrømmen skyller den bort.
I Natten jeg maa mine Øine lukke -
Men Midsommernatten er kort.

I Nøddehaugen jeg stille gik ud
For at see til Dalenes Grøde;
Jeg saae efter Viinstokkens unge Skud
Og Granatæbleblomster røde.
 
Da vaagned atter i Sjælen dit Blik,
Og min Sjæl blev brændende Luer;
Jeg vidste ei selv hvor min Fod hengik,
Før jeg stod, hvor min Stridsvogn truer.
 
Mig længes efter den blodige Strid,
Hvor der ruller Hjul over Døde.
Mig glæder ei Viinstokkens favre Tid
Og Granatæbleblomster røde.