Landevejs-Salmer

Din Dug er atter bredt paa Jord,
Dit Krus er atter fyldt --
Og atter bænket ved dit Bord
Jeg lægger Stav og Rejsebylt
Og glemmer, hvad der blev forskyldt,
Og bøjer mig og kysser Dig --
    O Mo'r, vor gamle Mo'r!
Og knuger Du mig i din Favn
Og nævner mig ved Sønnenavn :
Saa føler jeg, hvor stærk, hvor stor,
Hvor vennesæl, hvor fordomsfri,
    Hvor rig Du er, o Mo'r!

Den, som mod Kundskab hungrer hedty
Du rækker mild din Bog:
Den, hvem det alt er iige fedt,
Fordi han blev et sølle Skrog,
Hvem ingen ænser i hans Krog,
Ham skjuler Du i Skyggen dér
    Hvor Orm og Orm er et !
For Dig blev Tyv og Skøge ej
Hint Skræmselssyn paa Godtfolks Vej
Du ammed op hvert lidet Nor,
Og søler det sig til, saa har
    Du Linnedsvøb, o Mo'r!

Din Lovbog skal ej ændres om
Hvert halve hundred Aar ;
Din Formel er ej kold og tom :
Din Ting-Stav stedse plantet staar,
Og kranses baade Høst og Vaar,
Og vinker os og trøster os
    Mod Menneskenes Dom !
Dit Smil er bredt, din Graad er blød,
Den falder i dit eget Skød :
Og vidt Du spreder Rosers Flor
Ud over Graven, som vi grov
    Os selv -- vor egen Mo'r!

Lad Øjet op fra "Støvets" Jord
Til Himlens Telttag se :
Her i dit Telt er dækt vort Bord,
Og huser Hjertet Angst og Ve,
Saa gemmer Ranslen Kniv og Ske;
Vi bænker om din Fri-Disk os
    Og langer til -- o Mo'r!
Vel fik vi Brev som Vandringsmand,
Men række Himlen, hvo som kan :
Vi bliver her paa denne Jord,
Forgaar med Dig, staar op med Dig,
    O Mo'r, vor gamle Mo'r !

Støvskyer stiger for hvert et Skridt,
Og Solen paa Ryggen bager --
Jeg holder med mine Tanker Trit
Og passer mine egne Sager.

Hvem andre skulde vel passe dem?
De kan baade tynge og trykke,
Men mødig og støvet jeg naa'r vel frem
Før Solen gaar ned med min Lykke.

Og synker Du Sol i et knitrende Baal
Bag Vestens flammende Høje,
Jeg har vel endnu i Mørket et Maal,
Vil vove derfor min Trøje.

Fordybet i mine Tanker jeg gaar,
Og lader mig bage og stege --
I Solen ser jeg et gyldenrødt Haar
Og Kinder saa lysende blege.

Om disse Kinder jeg nynner en Sang
Og digter et Kvad til de Lokker --
Og slider jeg op Koturnen en Gang,
Jeg digter endda paa Sokker.

Da Maanen stod bag Skyer, gik jeg ned 
til Havets mørke drømmeriske Bred.
Sølvskyens Næt henover Æthrens Blaa
var kun én Streng, som Hænder leged paa;
og disse fine hvide Fingre smaa slog Strengen i en underskøn Musik, 
og vidt ud lyste Søen langs sin Bred, da Maanen atter ud fra Skyen gik.

Dér stod jeg ydmyg, slog mit Øje ned,
fornam et Lysvæld af en Herlighed,
fornam mit Selv al Elskovs Udspring nær,
fornam min Sjæl af Nattens Rigdom fuld,
af Sølvmorsdis, af Hav blinks Straaleskær;
tavs stod jeg denne Tavshed var Guld, Guld.