3 Sange

Nu sænker sig vårens svangrende luft,
og knopperne briste, og blomsten får duft,
og bølgen som længe smægted i tvang,
går atter sin blinkende gang,
i dunkle lund,
i dæmrende stund,
bag løv, som skærmer
en nattergal sværmer,
og tonerne synke dybt i mit bryst
som suk, som savn, som smeltende  lyst!

Nu gløder i rosen Eros sin pil
og svinger sin bue med trods og med smil,
han stiger fra jord som kvidrende fugl
og spejder bag skyen, bag skyen i skjul:
O vogt nu tro
dit hjertes ro!
Hans pil er båren
af duften i våren,
den træffer som lyn og fylder dit bryst
med suk, med savn, med smeltende  lyst!

Han tvær over bænkene hang;
hun lystig i dansen sig svang.
Hun legte, hun lo
med en og med to; --
hans hjærte var nærved at briste,
men det var der ingen, som vidste.

Hun gik bag ved laden den kvæld,
han kom for at sige farvel.
Hun kasted sig ned,
hun græd og hun græd,
sit livs-håb, det skulde hun miste.
Men det var der ingen, som vidste.

Ham tiden faldt frygtelig lang.
Så kom han tilbage en gang.
-- Hun havde det godt;
hun fred havde fåt;
hun tænkte på ham i det sidste.
Men det var der ingen, som vidste.

Jeg gik saa taus paa stien og ventede paa dig
 . . . . . . . . . .

— The rest of this text is not
currently in the database but will be
added as soon as we obtain it. —