I Danmark

I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme,
Dér har jeg Rod, derfra min Verden går;
Du danske sprog, Du er min Moders Stemme,
Så sødt velsignet Du mit Hjerte når.
Du danske, friske Strand,
Hvor oldtids Kæmpegrave
stå mellem æblegård og humlehave.
Dig elsker jeg!
Danmark, mit fædreland!

Hvor reder Sommeren vel Blomstersengen
Mer rigt end her, ned til den åbne Strand?
Hvor står Fuldmånen over Kløverengen
så dejligt som i Bøgens Fædreland? -- Fædreland
Du danske, friske Strand,
hvor Dannebrogen vajer,
Gud gav os den, Gud giv den bedste Sejer!
Dig elsker jeg!
Danmark, mit Fædreland!

 ... 

Du Land, hvor jeg blev født, hvor jeg har Hjemme,
Hvor jeg har Rod, hvorfra min Verden går,
Hvor Sproget er min Moders bløde Stemme
Og som en sød Musik mit Hjerte når.
Du danske, friske Strand,
Med vilde Svaners Rede,
I grønne Øer, mit Hjertes Hjem hernede!
Dig elsker jeg!
Danmark, mit Fædreland!

Nu ruger på reden
i fjer og strå
ved roden af hveden
de lærker små.

Nu gemmer det grønne
en fugl i ro
med øjne som brønde
så dybe, tro.

Som frø i din rede,
o, fuglemor,
med kløver og hvede
små hjerter gror.

Dit eget må haste
fra dag til dag
med ivrige faste
små hede slag.

Kun øjnene flytter
og hjertet slår,
mens bunden du lytter
blandt græs og får.

Ned over dig ringer
du lykkens klang
fra svirrende vinger
din elskers sang.

Vor sol er bleven kold,
vi er i vintervold
og dunkle dage.
Men nu er nedgang endt
og håbet tændt,
ja, håbet tændt,
for nu er solen vendt.
nu kommer lyset og den lange dag tilbage.

Det grønne, skønne træ
forjætter sommerlæ
og søde skove.
I julelysets skær
som stjerners hær
ja, stjerners hær,
er solens under nær
og alle gule blomstersole små, som sove.

I granens brændte duft
får svundne somre luft
og de, der kommer.
Det danske, svaje år
i ringgang går,
ja, rlnggang går,
omkring en evig vår.
Syng alle sjæle med om Danmarks fagre sommer.