Alverden går omkring

Vintergæk er brudt af mulden
kækt eranthis trodser kulden.
Spurven solforrykt i sind
tjipper i en nøgen lind.
Solet smiler husfacader
gennem lange, lyse gader.

Blussende som hyacinter,
blide som den blide vinter
skolebørn fra skole går,
byens allerbedste vår.
Frisk som føl på eng med bogen
under armen hopper pogen.

Søster med en gylden fletning,
tankefuld forandrer retning,
med et stort og skyldfrit blik,
mod en fristende butik.
Hjem hun vanker, sval som vinden,
med en bismarcksklump i kinden.

Stoltelig vor lille broder,
går spadseretur med moder,
benene er meget små,
han må trave mer' end gå.
Tyk og tapper stumpen render,
krokusblå de søde hænder.

Noget summer, se en flyver!
Over tårn og tind han klyver.
Sjælland ser han fra sin sky,
Sverrig, skibe, sund og by!
På en stråle sol vi rider,
eja, nu og alle tider.

Det er i dag et vejr, et solskinsvejr!
O søde vår, så er du atter nær!
Nu vil jeg glemme rent, at det var vinter,
nu vil jeg gå og købe hyacinter
og bringe dem til én, som jeg har kær.

Hun købte af de hvide og de blå
hun købte af de smukkeste, hun så.
Det er i dag et vejr! Og solen skinner!
Og om mig svæver lutter lyse minder,
dem ta'r jeg med til den, jeg tænker på.

Og de kom svævende i ring og rad.,
Hun gik imellem dem og var så glad.
Det er idag et solskin uden mage!
Og jeg har solskin nok til mange dage,
og jeg må kysse hvert et lille blad.

Hun kyssede dem alle, hver især,
hun bragte dem til den, hun havde kær.
Min ven, her kommer jeg med hyacinter!
Min ven, nu glemmer vi, at det er vinter!
Det er idag et vejr, et solskinsvejr-!

Hør den lille stær, den er åh så fornøjet. 
Morgenklokken ringer, og marken står i damp. 
Nylig er den vågnet, men altid i tøjet
aldrig skal den sæbes og vaskes med en svamp. 

Den har hverken hat eller sløjfer og kjole,
ingen fine støvler, den først skal pudse a'. 
Den har ingen lektier, skal aldrig i skole,
den kan gå og fløjte den hele lange dag. 

Og når den bli'r sulten deroppe på kassen,
finder den en orm, den kender hvor de er. 
Den skal ikke først ha' den kogt over gassen,
den kan få den ned, li'så levende den er. 

Og når den vil rejse, den venter ikke længe
Vips, er den afsted og ta'r på eventyr! 
Den har hverken kufffert, billet eller penge,
den har bare vinger, den er en lystig fyr. 

Åh, den flyver højt, flyver højt under skyen,
den må passe på, den ikke falder ned. 
Den er fløjet langt bort et sted ned i byen,
den har nok en ven dér, som ingen, ingen ved.

Om vore bølgende sletter
 [ ... ]

Septembersmilet, den lyse himmel,
små hvide skyer i tåget vrimmel,
de nøgne marker i gult og grønt,
og solen, solen! Hvor er her skønt!

Septemberstormen i drøn om huset
i nat og mørke, et bål er suset,
og alt forsvinder og farer hen -
farvel, farvel! Og vi ses igen.

Og atter sank der et år i graven
fra sidste år, da jeg gik i haven
og så det blegne og blive frø -
ja, tiden kortes, til jeg skal dø.

Septembermorgen, hvor alt er stille,
små blomster vugger så morgenmilde
i lune vindpust, som var det vår!
På gensyn, venner, til næste år.

Igen en aften nærmere min død -
en dejlig aften - himlens røde sky -
og stien under træets mørke væld -
i ahornløvet månens krumme ny -
igen en aften går på hæld.

Igen en aften nærmere min død -
mod muren hviler graverspadens skaft -
Du, som jeg elsker - kom mig nær - å du!
En dejlig aften - vild af ubrugt kraft -
vær hos mig - tæt - i dette nu.

Igen en aften nærmere min død -
nu sortner solnedgangens himmelbrand -
hvad blev det skønne nu, der brast og svandt -
lidt guldstøv mellem timeglassets sand -
- er lyset langt fra stagens kant?

Sig nærmer tiden, da jeg må væk
jeg hører vinterens stemme
thi også jeg er kun her på træk
og haver andensteds hjemme

Jeg vidste længe, jeg skal herfra
det hjertet ikke betynger
og derfor lige glad nu og da
på gennemrejsen jeg synger

Jeg skulle sjunget lidt mer måske -
måske vel også lidt bedre
men mørke dage jeg måtte se
og stormen rev mine fjedre

Jeg ville gerne I Guds natur
med frihed spændt mine vinger
men sidder fast I mit snævre bur
det alle vegne mig tvinger

Jeg ville gerne fra højen sky
udsendt de gladere sange
men blive må jeg for kost og ly
en stakkels gældbunden fange

Tit ligevel til en smule trøst
jeg ud af fængslet titter
og sender stundom min vemodsrøst
med længsel gennem mit gitter

Lyt og, o vandrer, til denne gang
lidt af din vej du hidtræde
Gud ved, måske det er sidste gang
du hører livsfangen kvæde

Mig bæres for, som ret snart I kvæld
af gitterværket vil briste
thi kvidre vil jeg et ømt farvel
måske det bliver det sidste